Igår lavede jeg en kødsauce af:
1 pk hakket kylling 3-6% som jeg puttede ned i en gryde
Se næste indlæg >
MORS DAG MIG I R****!
Jeg hader mors dag… Så er det sagt.
De sidste uger har været svære med alle de konkurrencer der har kørt på de sociale medier hvor man skal tagge verdens bedste mor for at deltage…
For pokker altså! Jeg ved godt hvem der for mit vedkommende er verdens bedste mor, men jeg kan ikke tagge hende oppe i himlen desværre!
Der er intet jeg hellere ville end at tage tlf og ringe til hende HVER DAG, og fortælle hende hvor højt jeg elsker hende og altid vil elske hende.
Overalt på de sociale medier idag er der selvfølgelig mors dag tema, og jeg under alle det fuldt ud!
Samtidig provokerer det mig voldsomt, men jeg ved lige præcis hvorfor.
Fordi det minder mig om hvad jeg ikke kan… Og derfor stikker det lige i hjertet dybt dybt inde.
Dette indlæg er til alle jer der har jeres mødre. På godt og ondt.
Selvom de kan være irriterende, pågående, og hvad man nu ellers til tider synes ens mor er når de er der (fordi det er en mors opgave) så håber jeg i for min og alle andre der ikke har deres mor idag vil lægge strider til side, og fortælle hvor højt du elsker din mor. Vis hende det. Sæt pris på hende.
Kys og kram hende til hun besvimer hehe :D
Min mor Lisbeth Saidana gik bort i 2002 af kræft i hjernen.
Jeg har stadig ikke accepteret det. Jeg prøver, det gør jeg virkelig. For jeg ved det spænder ben for mig på mange punkter, og det ville hun virkelig ikke ønske.
Men jeg har et kæmpe savn konstant, og jeg tænker på hende konstant.
Nu var jeg også meget syg af angst og ocd hele min barndom og alt handlede om at jeg var bange for at miste hende, ingen vidste hvor den angst og de katastrofetanker kom fra, men de var der – på trods af jeg hverken manglede kærlighed eller tryghed.
Vi prøvede alt for at jeg skulle få det bedre. Hun skrev sedler dagligt hvor hun lovede mig at være hjemme klokken det og det for ellers var jeg sikker på hun var blevet kørt ned. Skulle hun over arbejde eller på vaskeriet.. Eller for den sags skyld ud med sine veninder fik jeg de vildeste angstanfald og skreg og græd så hele opgangen kunne høre det fordi jeg var sikker på aldrig at skulle se hende igen. Jeg skulle sige lyde, spytte i min bluse, røre alle vægge i rummene jeg gik igennem og var så ulykkelig!
Jeg ved min mor elskede mig uanset hvad, for det gør man selvom ens barn er meget syg psykisk siger min fornuft.
Til gengæld er jeg så fuld af sorg over at den tid jeg havde hende indebar at jeg var så syg så syg og tænker jeg tilbage på min barndom er det desværre det der fylder mest.
Jeg er så ked af at have spredt så meget lidelse til andre og selvfølgelig også mig selv. Jeg ved dog også at det jo ikke er noget jeg har bedt om at få.
Jeg beder til at ingen børn har det som jeg havde det, for ingen fortjener det!
Og det værste er at da jeg kom i bedring som 12’årig blev mit værste mareridt til sandhed og min mor fik konstateret kræft! Hvad fanden sker der for det!
Jeg ville ønske jeg havde hjulpet dig mere mor, at jeg havde forstået hvad der ville ske, og ikke havde travlt med at være teenager, bande af dig og fokusere på drenge. Det piner mig så inderligt at tænke tilbage på det hele, og derfor tror jeg ofte det ender ud i mine overspisninger, fordi jeg ikke kan have det i mig. Det bliver for meget det hele.
Jeg har gået til psykolog for det, men det har ikke hjulpet, nu giver jeg hypnose et skud.
Jeg håber med dette indlæg at du vil værdsætte hvad du har, hvis ikke du allerede gør det, og så vil jeg sige til min verdens bedste mor.
Undskyld for alting. Jeg vil gøre alt for at gøre dig stolt resten af mit liv.
Er sikker på du allerede er det fordi jeg er nået så langt, men du skal bare vide at jeg vil prøve at give slip for min skyld og for at jeg kan få det bedre. Men ikke fordi jeg elsker dig mindre. Eller fordi jeg er ok med hvad der skete!
Men fordi jeg sidder fast. Jeg er ulykkelig! Og jeg vil for ‘vores’ skyld ændre tingene NU!
Kære Lisbeth Saidana. Kære elskede dejlige varme mor. Jeg elsker dig! For evigt!
Glædelig mors dag fra din datter Sofia. TAK FOR ALT! Du er verdens bedste forbillede.
Kære Sofia
Hvor er det flot skrevet. Jeg sidder her og stortuder, fordi jeg kan sætte mig ind i, hvordan det må føles at miste ens mor.
Jeg er de seneste par år blevet mere og mere bange for at mine forældre skulle dø. Når jeg tænker på det, begynder jeg at græde. Jeg er så bange for det og kan slet ikke klare tanken. Jeg får et stik i hjertet bare af at tænke på det, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg tror godt jeg ved, hvad det kommer af. Da jeg var 6 år havde jeg allerede mistet tre af mine bedsteforældre og da jeg var 12 havde jeg mistet alle. Det vil sige at mine forældre nu er “de næste i rækken” til at dø. Det piner mig. Derudover har jeg mange venner og bekendte, der allerede har mistet deres mor, far eller begge forældre, og vi er kun 22 år. Det er helt forfærdeligt og jeg føler virkelig med dem, jeg føler også smerte, fordi jeg kan sætte mig ind i, hvordan de må føle.
Tak for dit rørende indlæg. Du er en vidunderlig person, vær’ aldrig i tvivl om det.
Knus Malene