Følger Fredag #1 ◊ Lavt selvværd ◊ Mød seje Cecilie Amalie uden filter!

Byd velkommen til kapitel #1 i Følger Fredag, en inspirerende meget ærlig og kærlig fortælling om livet i medgang og modgang, vil du også dele din historie og inspirere en masse mennesker så læs her hvordan du gør, og tag rigtig godt imod de seje seje følgere ♥ Det har krævet mod! #GribLivet

Hej. Mit navn er Cecilie, jeg er 21 år og jeg kæmper til dagligt med lavt selvværd. 

Jeg er bosat i København og studerer til dagligt på CBS (jeg er pt i gang med mit 6. semester og kan derfor kalde mig bachelor til sommer, hvis alt selvfølgelig går som planlagt).

Møder du mig på gaden, bliver du mødt af en lyshåret, smilende pige. Hun kan virke lidt frembrusende, højtråbende, men allermest kan hun nok bare betegnes som værende glad i låget. Hun skaber sig, ter sig og er fjollet – på mange områder en rigtig stor humørbombe. Men som vi alle ved, så kan enhver bombe springe. Og det gør denne her også en gang imellem. 

For det folk ikke kan se, og som mange ikke ved, er at jeg dagligt kæmper med lavt selvværd. 

Jeg har i mange år været en kraftig pige, og heldigvis ved jeg det også selv, men nok mest fordi folk også er gode til at gøre opmærksom på det. At være kraftigt bygget gør mig ikke noget, det er noget jeg efterhånden har lært at leve med, men de daglige tøjkriser, hvor jeg inderligt ikke ved hvad jeg skal have på, blikkene som folk sender mig, og værst af alt, tankerne der flyver rundt. Dét er svært at leve med. 

Jeg har siden jeg kan huske været en stor pige. Jeg har altid haft lår, hofter og røv og sådan har det bare været. Jeg er en pige med former. Jeg er glad for slik og søde sager. Som i virkelig glad. Jeg spiser glædeligt slik og cola til aftensmad hvis jeg kan komme afsted med det, for jeg har virkelig 24 søde tænder. Det er forfærdeligt, og samtidig er min rygrad som en vingummi (sjovt, når vi nu lige taler om slik), så kure holder jeg ikke længere til end 14 dage, før fingrene igen ender i kagefadet..

Og alligevel lykkedes det mig i gymnasiet at smide 10 kg på 10 uger. Jeg var så pavestolt, for tænk engang at hende den tykke pige rent faktisk formåede det. Pludselig blev blikkende nogle andre, selvtilliden steg og det gjorde selvværdet egentlig også. Jeg kunne pludselig gå på vandet og så kom knækket igen. Kiloene sneg sig langsomt på og dét som jeg havde kæmpet så hårdt for de foregående måneder var snart spildt arbejde. For jeg endte med at tage alle 10 kg på igen. Og faktisk på relativt kort tid. For jeg var jo pludseligt helt vildt sulten efter ikke at have rørt et eneste glutenprodukt, slik eller cola i måneder. I dag, 4-5 år efter står vægten på det samme som dengang. På sin vis er det jo egentlig dejligt at vide at man igennem så mange år har formået at holde vægten, men på den anden side er det også super demotiverende at uanset hvad jeg gør, så står vægten bare stille. Jeg er afhængig af tallene på min vægt. Jeg er desværre ikke et af de mennesker der kan se mig tilfreds med hvad jeg ser i spejlbilledet og om det har ændret sig siden sidste uge hvor man kiggede en ekstra gang på kroppen. Jeg er afhængig af at tallene rykker nedad, at jeg kan se der er fremgang og at jeg bliver lettere og lettere. Og det er jo egentlig i bund og grund hamrende ligegyldigt hvad jeg vejer, for hvorfor skal sådan et lille tal definere hvem jeg er? Hvorfor skulle folk kunne lide mig mindre bare fordi der står 75 i stedet for 65 på den lille plade, når jeg stiger op? Hvorfor betyder de to tal så pokkers meget for mig? For det gør de virkelig. Og derfor kan jeg i perioder også finde på at veje mig dagligt. Mest af alt for at tjekke om der på magisk vis skulle have været en fe forbi om natten og tryllet al mit fedt væk, men nok også for at holde øje at det ikke går helt den forkerte vej igen. For det er virkelig en frygt jeg har. Tænk hvis jeg pludseligt ikke kan se hvor meget jeg lige pludselig har taget på, tænk hvis jeg pludselig ikke kan passe mit tøj længere eller tænk hvis blikkene på gaden blev endnu grimmere. 

Den dag gruer jeg dagligt for, og derfor har det for mig nok bare været lettere at indstille mit sind på, at den dag kommer. Man skulle jo så nødigt blive skuffet eller overrasket, og derfor har pessimismen klart haft plus på kontoen i alt for mange år. Og det er jo egentlig fjollet, når jeg er omringet af så mange dejlige mennesker som gør mig så glad. Hvorfor kan man så samtidig være så ked af det?

Det var egentlig ikke fordi der var nogen dybere mening med disse ord. Det var på rigtig mange områder super grænseoverskridende, men samtidig rigtig rart at få dem sagt højt, så det ikke kun er noget, der rumsterer inde i hovedet på mig og dagligt nager mig. Tak fordi du ville læse med og tak for dit rigtige dejlige initiativ Sofia ♥

Tak for den fine utroligt ærlige historie Cecilie, du er for sej.. Cecilie er også blogger og du kan læse hendes blog her.

Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat