FØLGER FREDAG #5 ◊ Kippie blev voldtaget på valentines dag ◊ Kæmpe respekt for at snakke højt om det Kippie!!

Byd velkommen til kapitel #5 i Følger Fredag, en inspirerende meget ærlig og kærlig fortælling om livet i medgang og modgang, vil du også dele din historie og inspirere en masse mennesker så læs her hvordan du gør, og tag rigtig godt imod de seje seje følgere ♥ Det har krævet mod! #GribLivet

Hej med jer :)

Jeg ved da snart ikke hvor jeg skal starte. jeg har denne drøm om at inspirere andre og hvad kan jeg så inspirere med? Stofmisbrug? Livet som kriminel? Fængsel? jeg har prøvet lidt af hvert. Men ud fra alle mine livserfaringer tror jeg at jeg vil fortælle lidt om at være pigen der blev voldtaget. Pigen der mistede sin sjæl på kun 10 min. Pigen der siden den dag, har haft vrede som mellemnavn.

Jeg husker det som var det igår. Det var den 14 feb 2015, valentines dag, komisk ikk? (og imens jeg sidder og skriver netop nu, begynder min angst at træde til. så håber i vil tage godt imod det).

Jeg havde været i byen med min bedste veninde, og var næsten lige kommet ud af et forhold. Natten slå´ tiden ihjel og jeg møder denne fyr som jeg har en hyggelig tid med. Jeg har aldrig være typen der overvejede tanken om at tage med en fremmed fyr hjem. Jeg har altid været alt for “snobbet og kold” til den slags handlinger. Men efter en hård periode med kærestesorg, tænkte jeg .. okay Kippie, nu gør du det. Til helvede med moral og almindelig opførsel. Gør det nu bare. Jeg tager beslutningen og tænker, “Godt jeg gør det, jeg er nu snart officiel anti one nigthstand bryder” .. Hvis der overhovedet er noget der hedder det :D .. På vej hjem til ham, kommer hans kammerat pludselig løbende bag os, og lige der i dét øjeblik begynder en uro i min krop. De begge to er somlaier, og det hele var bare grænseoverskridende. Men jeg tænker “hold nu op, det kan da ikke ende galt, lad vær med at være så dømmende altid kippie” ..

Vi ankommer til hans lejlighed hvor jeg med det samme får snerten af, at det bare ikke er som det skal være. jeg har flere gange bedt dem om at tale Dansk, da jeg ikke følte mig tryg ved situationen. Jeg ved ikke hvor min fornuft og min sans for ansvarlighed blev af. Men hvis jeg nu bare ikke havde trodset mine egne principper så var intet sket.

Der går ikke mere end 5 min, fra da vi kom til jeg besluttede mig for at sige fra og tage min taske og gå. Deres opførsel og hele deres adfærd generelt gjorde mig utryg.

Op til flere gange var det deres moderssprog, på banen og det gjorde mig virkelig utryg. Jeg vælger at gemme min frygt og sige tak for iaften men jeg var simpelthen nød til at tage afsted. Kammeraten griner og siger “tror du selv at efter 5 min, kan du bare kan gå?” .. Dér slog det mig.. lige i dét øjeblik væltede hele min hjerne af flashbacks og eringdringer om gode stunder med min to dejlige børn, familie og venner. På ét sekund, var jeg pludselig blevet smadret op af væggen, havde to hænder meget stramt rundt om min hals.. (pause, det er virkelig hårdt at skrive) .. jeg vidste ikke om det virkelig var virkelighed det her. På bare et par sekunder, var der pludselig to mænd rundt om min krop. Min krop.. der bare var der .. jeg stivnede … Min nederdel røg til gulvet og jeg blev skubbet i en position så han havde mulighed for at fuldbyrde handlingen.. jeg stivnede endnu mere.. Det er så svært at forklare.. Det var som om min Sjæl forlod mig for at beskytte mig. Jeg kunne intet hører andet end deres latter .. Latter hele vejen igennem . Jeg husker jeg tænkte “okay kippie, efter 2 år i fængsel og en “badass” personlighed, hvorfor fanden gør du ikke noget? Slå dem ihjel, gør forhelved noget! Men jeg kunne ikke. Mine bevægelser havde forladt mig og det eneste jeg tænkte på var, at nu skulle jeg dø , og hvordan ville jeg dø nu? Med blod på hænderne, fordi jeg havde slået dem ihjel, med den chance for jeg aldrig skulle se mine børn igen? Eller dø med kroppen fuld af angst og tænke tilbage på mine skønne minder med livet som mor. Mine babyer. Mine små Babyer. Mine smukke piger, som netop havde redet mit liv fra et grimt miljø. Mine søskende. Mine forældre som jo har været vidne til hvordan det er at miste et barn?! ( Min storebror døde i et trafikuheld).

Forhelvede.. Der gik det op for mig… Gør noget Kippie.. Hvad som helst. Jeg fik mit fokus tilbage og skreg. Skreg alt hvad jeg kunne.. Men med ét kom hans kammerat i aktion og rev mig i håret og nærmest kastede min hals over hans lem. Jeg var ved at blive kvalt. Tårene rendte ud af mig og jeg kunne mærke at der nu var en blødning på vej fra mit underliv. På et split sekund fik jeg kræfter til at rive mig fri, og kravlede nærmest ud af lejligheden og ud på gaden. Deres latter var stadig i gang.. Endelig kom jeg væk. Men hva skete der ? Blev jeg virkelig lige voldtaget ? Har jeg tøj på? Er jeg i live? Jeg kæmpede mig op tog resterne af mit tøj på, og fik ringet til min bedste veninde som hjalp mig på skadestuen.

Det hele var så … forbandet hårdt. Jeg husker politiets kommentar .. “Vi lukker sagen , da det er påstand mod påstand også må det være en lærerstreg til dig om ikke at gå med fremmed hjem” …

Sagde han virkelig det ? ja og havde han ret? ja! Jeg har bebrejdet mig selv lige siden den dag og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker over mit valg den dag.

Det har været en kæmpe “rejse” . Jeg gik ned med angst og depression. Alt væltede omring mig. Min rolle som studerende, mor, veninde, datter . Hvad var jeg ? Det eneste jeg kunne tænke var, at nu var jeg pigen der var blevet voldtaget.. Hvad fanden var jeg ellers? Min sjæl vil være ødelagt for altid og min krop vil aldrig igen kun være min.

Hvordan skal jeg nogensinde komme igennem denne krise? Mine mareridt slå til og min hverdag var intet andet end et helvede. Skulle jeg nu også mindes om det når jeg sov?! Dagene gik og jeg nærmest åd dem råt. Til sidst kunne min krop ikke mere og jeg tog mig selv i at finde steder i min lejlighed, hvor jeg kunne hænge mig selv og bare dø i ro og fred!

Det hjem der har været fuld af kærlighed og omsorg, børne latter og leg, var nu et sted .. Bare et sted. Min død.. Der gik noget tid før jeg indså at jeg i den grad havde brug for hjælp. Jeg kontaktede de midler som var nødvendigt for mig.

Jeg kunne blive ved med at skrive og skrive. Der er så mange følelser med og virkelig mange dårlige dage.

MEN… Jeg tror jeg vil slutte af med at fortælle dig .. Dig som læser dette og du enten selv har været udsat for seksuel overgreb eller er pårørende… Det er aldrig din skyld. Aldrig ! og dagene… de bliver bedre. Det lover jeg !

Sammen skal vi kæmpe, Sammen skal vi bevare vores værdighed! STOP VOLTÆGT!

Alt Kærlighed , fra – Kippie

Tak for den fine utrolig ærlige historie Kippie, jeg sender dig millioner af tanker og kram, tak for dig ♥

Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat