Følger Fredag #7 ◊ En følgers historie ◊ Nikita Monica ◊ Når jagten på den perfekte krop fylder alt! – Sofia Saidana
Nu er jeg faktisk super træt!!!!

Følger Fredag #7 ◊ En følgers historie ◊ Nikita Monica ◊ Når jagten på den perfekte krop fylder alt!

Byd velkommen til kapitel #1 i Følger Fredag, en inspirerende meget ærlig og kærlig fortælling om livet i medgang og modgang, vil du også dele din historie og inspirere en masse mennesker så læs her hvordan du gør, og tag rigtig godt imod de seje seje følgere ♥ Det har krævet mod! #GribLivet

fredags

Det skræmmer mig at verden har fået et sådan syn på mennesket, at denne smukke kvinde med en hel normal krop, skal kategoriseers som plus size. At menneskets syn er blevet så forvrænget. At MIT syn er blevet så forvrænget!

Jeg kender så mange smukke kvinder, som er så utilfredse med deres kroppe. Ifølge deres BMI er de sunde og raske og vejer hverken for meget eller for lidt, men ifølge deres eget hoved,så er sidde-dellen på maven, eller det manglende thigh-gap bare det værste i hele deres verden. De ser ikke det smukke i dem, fordi de har for travlt med at fokusere på det, de efter deres eget hoved, har for meget af. Det stiger dem til hovedet og er alt deres liv handler om.

Og jeg forstår dem godt! Jeg forstår hende der stræber efter at være perfekt, for ikke at skuffe nogle. Jeg forstår hende der aflyser med veninderne for at undgå unødvendige kalorier. Jeg forstår hende der sidder hjemme fredag og lørdag aften, istedet for at tage i byen med veninderne, fordi alkoholen ikke er god for hendes træning. Jeg forstår hende der skipper et måltid eller to, eller erstatter det med en kop kaffe. Jeg forstår hende der vejer sig hver eneste dag, og lader humøret afhænge af tallet på vægten. Jeg forstår hende der hiver op i blusen for at tjekke mavens størrelse ud, hver gang hun går forbi et spejl. Jeg forstår hende der bruger 3-4 timer oppe i fitnesscenteret, og knokler r**** ud af bukserne for at blive “sommerklar”.

Jeg forstår hende, fordi hun levede i mig! Jeg blev revet med ind i denne verden, og kunne ikke nå jorden med hverken det ene eller det andet ben.

Jeg er ikke specielt god til at gå i skole, jeg kan ikke koncentrere mig, og kan ikke hænge i hvis det ikke interessere mig. Jeg følger ikke med i nyheder eller historie, og ved derfor ikke særlig meget om samfundet, politik eller verdenshistorien. Jeg har ikke den store almen viden, og er dermed ikke den skarpeste kniv i skuffen ville nogle mene. Men hvis jeg ikke kan imponere folk med min intelligens, hvad er der så tilbage? Mit udseende.

På baggrund af dette, følte jeg en trang til at opnå en vandvittig fysik som folk kunne beundre. Først og fremmest ville jeg tabe 10 kg, så jeg ikke længere havde særlig meget fedt på kroppen. Alt i mit liv handlede om disse 10 overflødige kilo. Jeg var dybt fokuseret, og i sommers spiste jeg ikke én “usund” ting i over en måned. Jeg trænede 3-4 timer om dagen. 5 gange om ugen. Jeg gik på dette tidspunkt på en videregående uddannelse, men hele mit fokus var på min træning, min kost og mit vægttab, hvilket resulterede i at jeg forsømte mine lektier, min skole, og hurtigt kom bagud i læringen. Det gav mig utrolig dårlig samvittighed, og den begyndte at æde mig op, samtidig med at jeg hadede mig selv mere og mere fordi jeg var så tyk (syntes jeg).

Jeg vejede mig hver eneste dag, og blev besat af det. Det var kun en god dag hvis jeg vejede mindre end jeg gjorde dagen før. Jeg kunne finde på at aflyse en aftale med en veninde eller familie hvis jeg syntes at mine kinder så lidt for store ud den dag, for jeg var sikker på at det var det første som hun/de ville ligge mærke til. Jeg fulgte forskellige kostplaner, nogle på 1800kcal om dagen, nogle på 1500kcal på dagen, nogle på 1200kcal om dagen. 1200kcal om dagen og 3 timers træning, hvilket resulterede i at jeg ingen energi havde overhoved. Men jeg så slankere ud, så hvilken betydning havde dette?

Jeg brugte enorm meget tid på at forklare min nære, hvorfor jeg havde brug for at tabe mig, – prøvede at overbevise dem til at mene det samme som mig; at jeg var tyk og grim og ikke var god nok – selvom jeg inderst inde længtes efter deres anerkendelse. Jeg fortalte mange gange hvilken kostplan jeg NU var på, hvilken kur jeg NU skulle prøve, hvad for en træningsmetode jeg NU havde gang i, og hvorfor at det ville virke DENNE gang.

Jeg hadede mig selv og min krop. Jeg syntes at jeg var grim, tyk og ulækker, og kunne næsten ikke lide at tage op i fitness fordi der var jeg nødsaget til at have træningstøj på, og jeg syntes bestemt ikke om at folk skulle se min store runde mave i en stram tanktop.

Besættelsen af træningen og vægttabet og den dårlige samvittighed over at forsømme min drømme uddannelse, blandet med den ihærdige kamp om at blive anerkendt for MIG, fik konsekvenser. Jeg begyndte at få søvnproblemer og vågnede flere gange om natten. Jeg kunne ikke slappe af. Jeg fik store og dybe humørsvingninger og havde en meget kort lunte. Jeg blev enormt ked af det over ingenting. Jeg trænede og trænede, men ingenting skete.

Jeg gik ned med stress. Jeg husker det som var det igår. Jeg vågnede en morgen og begyndte at stortude. Jeg skulle i skole men jeg kunne ikke lade være at græde. Jeg ankom til skolen hvor en af mine nære veninder kigger på mig og spørg om jeg er klar til fremlæggelsen, og jeg skynder mig ud på toilettet hvor jeg bryder sammen. Jeg har på dette tidspunkt allerede så højt fravær fra skolen, at jeg er tvunget til at møde op på skolen og deltage i undervisningen, selvom det betød at jeg i løbet af dagen måtte tage adskillige tude-pauser på toilettet. Jeg prøvede at skjule det, men min adfærd ændredes. Jeg var ikke længere glad og sjov, og jeg begyndte at ryge cigaretter i hverdagen igen, hvilket jeg ellers var stoppet med.

Jeg havde ikke lyst til at leve mere, og jeg kunne ikke se mig ud af dette. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg vidste at jeg ikke kunne klare det selv. Jeg begyndte også at blive meget svimmel. Når jeg sad ned var jeg svimmel, hvis jeg gik i centeret så blev jeg svimmel og følte at jeg skulle besvime, og det samme i fitness. Nogle gange kunne jeg hverken mærke mine arme eller ben når jeg bevægede mig. Jeg rakte ud efter min mor og hun tog med mig til lægen hvor jeg fik konstateret stress. Jeg tog til samtale med studievejledren om dette, og jeg husker at jeg måtte holde fast i bordet, for ikke at vælte ned ad stolen, fordi jeg følte at væggene drejede rundt. Herefter blev jeg sygemeldt fra mit studie og mit arbejde. Jeg havde det helt forfærdeligt, havde ikke lyst til at stå ud af min seng – jeg græd det meste af dagen, og hver morgen ønskede jeg bare at det kunne blive aften igen så denne dag var forbi.

Jeg kom i byen en dag, for at have det sjovt. Og fik drukket mig godt fuld. Her mødte jeg en fyr. Han var sød nok for den aften, men ikke mere end det. Men han ville det anderledes. Vi begyndte at ses lidt, og jeg lukkede ham lidt ind i min problemstilling, – de vilkår der var på daværende tidspunkt. Fortalte ham at jeg ikke var nem, og at det her var min kamp. Men han var der for mig og passede på mig allerede fra starten af. Det var ikke nemt i starten. Hverken for ham eller mig. Jeg græd en del i hans arme, nogen gange med god grund, nogle gange uden. Jeg skubbede ham væk mindst 10 gange fordi jeg ikke kunne finde ud af hvad jeg ville eller hvad der var bedst for både mig og ham. Jeg ville ikke binde mig, og jeg ville ikke låse ham. Ikke til sådan et håbløst tilfælde som mig. Men på trods af alt dette, og på trods af at der ikke var plads til andet end mig i dette “forhold” så holdt han fast, og var der for mig hver eneste dag.

Han så det gode i mig, og han hjalp mig på alle de måder han overhoved kunne. Han holdt mig væk fra træningscentret da han kunne se at dette ikke gavnede mig, han foreslog mig at få noget professionel hjælp, han kom når jeg havde brug for ham, og puttede mig, og han fortalte mig at at jeg var smuk – nok gange til at jeg selv fandt lysten til igen selv at kunne se det! Med alt dette i hans store hjerte og åbne sind, på trods af hans egne kampe – så vandt han mit hjerte.

Jeg startede til psykolog. Både for min skyld, men også for hans skyld. Han skulle vide at jeg ville gøre noget for at ændre situationen, så han ikke fik nok og forlod mig. Ikke at jeg tror han ville gøre det… Psykolog har egentlig altid været tabu for mig, og det var heller ikke nemt for mig at skulle bestille den første tid. Men psykolog er efterhånden blevet det nye sort, sådan som samfundet har udviklet sig. Jeg fik nogle gode redskaber til at komme ovenpå igen, og jeg kæmpede også ekstremt meget på hjemmefronten for at kunne se, bare en lille bitte smule af skønhed i mig selv. Jeg indså at jeg ikke skal dømme andre mennesker heller, fordi denne dom kun er en refleksion af mit eget selvværd eller mangel på samme.

Alt dette er sket i 2015, og det tøj som jeg passede i starten af året, er det samme som jeg passer nu. Det sidder en smule løsere, men det er ikke meget. Jeg har fået åbnet mine øjne for mig selv og min krop. Jeg kigger stadig på min mave hver gang jeg går forbi et spejl, men jeg knytter altid en positiv kommentar til. Jeg brokker mig stadig over min mave når jeg har spist en plade chokolade – men nu er det med et smil på læben. Jeg valgte jo selv at spise den marabou. Og ja jeg kan sagtens spise en hel plade marabou, men nogle gange får min kæreste lov til at smage et stykke eller to ;-)

Jeg har fået mit humør og min livsgejst tilbage! Jeg er blevet glad igen, og jeg må vove at påstå at jeg også er blevet smukkere, fordi jeg selv kan se at jeg er smuk! Jeg vejer lige knap 4 kg mindre end da al denne vanvid udviklede sig, og jeg har det godt! Jeg har fundet en dejlig kæreste, jeg har fået mine drømmejobs og skal igang med en uddannelse jeg virkelig brænder for! Jeg skal være fitness instruktør/personlig træner. Ikke for at skabe små piger med 4 i fedtprocent, NEJ der er så meget mere i fitness end konkurrenceform. Det handler om at leve sundt og varieret, at have det godt med sig selv og sin krop. At se det smukke i sig selv og i andre mennesker. At være engageret er ikke lig med at være besat. Livsstilen kan sagtens være god, hvis bare man har hovedet med sig!

Denne status er skrevet for at åbne øjnene for hvad det er samfundet påvirker os til! Folk, og især unge mennesker, går ned med stress på stribe, i jagten efter det perfekte! Min historie er blot én ud af mange, og det er selvfølgelig ikke kun forventningen om en drømmekrop der regere, men også de uddannelsesmæssige utrolige høje krav til unge mennesker, og deres forventning til dem selv om at skulle studere hårdt nok til at kunne score et 12 tal i alle fag, samtidig med at de passer deres fritidsjob for at supplere deres SU.

Lad os hjælpe hinanden med at se det smukke i os selv og hinanden. Du er meget mere værd end din fedtprocent! Fokuser på et sundt og dejligt liv istedet for at stresse over det perfekte ideal, og se dig selv! Fordi du er smuk som jeg er.

Tak for din tid!


Tak for DIN tid Nikita Monica – Fantastisk skrevet, hvor er du sej og hvor er du smuk!! ♥

   

1 kommentar

ADD A COMMENT

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Nu er jeg faktisk super træt!!!!