Idag har jeg grædt mere end jeg har arbejdet.  

Puha vil jeg starte med at tilføje. Idag er simpelthen en af de dage. 

Sådan en dag hvor alt føles som en kamp.

Hvor det hele føles ligegyldigt.

Hvor man ingen kræfter har.

Og hvor alle mine tanker og bekymringer har fået lov at styre mig.

Kender i det?

Jeg har (igen) ikke sovet i nat. Jeg er begyndt at frygte mine aftener alene herhjemme fordi jeg ofte ligger vågen og spekulerer i minimum 5 timer. Jeg har så meget uro i kroppen at den går fuldstændig amok. Som jeg også fortæller til mine foredrag er angst for mig som en centrifuge i min mave der bare kører rundt og rundt og ingen ende vil tage. 

Og idag, er en dag med en masse på programmet. Når jeg har det meget svært er det begrænset hvor meget jeg kan lave dagligt da jeg virkelig tager små skridt der. Det ender så bare i rigtig svære perioder med at jeg til sidst er så presset og bagud fordi tingene ender med at hobe sig op. Og så bliver det ikke ligefrem lettere. 

Og idag har jeg det også rigtig svært og har tusind ting jeg skal nå, også fordi der i nat lanceres klubindhold, jeg skal booke foredragslokaler, ordne kvitteringer til min revisor, lave budget, tekst og produkter til min hjemmeside som er på trapperne og så er jeg ved at lave 1 times foredrag udelukkende om mit vægttab som jeg skal holde på marbella campen min træner Mathias og jeg har fra 14-21 august som er lige om hjørnet og jeg er bare simpelthen så udfordret psykisk for tiden.

Jeg ville ønske sådan virkelig ønske jeg bare kunne forklare det hele her, og engang tænkte jeg slet ikke over hvor meget jeg egentlig udleverede for der var ingen grænser for mig. Men efter der er kommet flere og flere til bare sådan generelt men også en del med negative holdninger som jeg bare langtfra magter men som jeg samtidigt ved hører med, er nogle ting bare kommet for tæt på. Og de ting der sker pt er noget jeg har brug for at holde hos mig. Mest af alt for at passe på mig selv og mit følsomme sind. 

Som i ved har jeg aldrig kunnet have et fuldtidsarbejde fordi jeg altid blev væk når min fortid enten indhentede mig eller min psyke udfordrede mig for vildt. Jeg kunne ikke komme ud af døren eller ringe og melde mig syg, jeg blev ærlig talt bare væk! Sådan var det i mange år. Jeg er god til at være på og sælge mig selv, det har altid været min ‘evne’ – til tider også en meget svær evne at have fordi folk rigtig ofte tror jeg har det bedre end jeg har det. Tror også det blev forstærket efter tabet af min mor og derved er blevet en forsvars mekanisme for mig at være på, og når jeg så er mig selv og der ingen er til at dømme mig eller hvis jeg længe har set folk an og så med tiden er blevet tryg ved dem lukker jeg dem ind i dybets kammer (en smule ironi kan forekomme men hvad pokker, trænger til det)

Jeg kan huske dengang jeg var på jobcentret for at få min kontanthjælp og var så klar til at sige fuck alt og indlægge mig selv fordi min verden sejlede og de bare kiggede på mig og sagde ‘ØØØH du ligner ikke en der har det svært’. Hvor jeg bare tænkte ‘Skal jeg da lugte og have uglet hår for at i tager mine ord seriøst eller’ Det var på den måde ret svært for mig at stå alene med systemet og få den rette hjælp. Systemet var en kamp siden jeg var 15. Det virker dagen idag til at være blevet lidt bedre men de hørte aldrig hvad jeg sagde. Og det er svært at tænkte tilbage på da jeg boede på krisehjemmet efter min mors død i et år og sagde dagligt til kommunen jeg ville i plejefamilie at min sagsbehandler tvang mig til at flytte alene fordi de ikke ville søge efter nogen familier pga min alder. Jeg kunne have været så mange ting foruden hvis tingene var blevet håndteret anderledes men ak ja, det kan ikke laves om og det bliver ikke bedre at blive ved med at tænke på det.  

Det har faktisk været en kamp længe. Det med hvornår jeg er hvad. Jeg holder ofte det helt svære hos mig selv eller mine få nærmeste men synes også jeg gør enormt meget ud af at fortælle her at det er svært ofte uden at det bliver for depri at læse om. Det er også en kæmpe udfordring at jeg ikke kan fortælle jer det hele fordi mange brikker så ville falde på plads – men det kommer en dag. Det tog mig mange mange år at være klar til at fortælle de ting som jeg fortæller til mine foredrag bare til veninder. Og nu gør jeg det for ca 100 mennesker hver gang. Så hver ting til sin tid.

Jeg elsker mit arbejde.. Det er svært, hammer svært. Jeg har ikke haft forstand på at være selvstændig som sådan eller på at sætte alt i system og online marketing osv. Måske er det heller ikke det der er det vigtigste. Jeg har ofte følt jeg har haft en passion før i tiden som da jeg ville være fitness instruktør og mens mange havde svært ved at finde elevplads fandt jeg lyn hurtigt den mest fantastiske elevplads i Humlebæk hvor de var vilde med mig og jeg med dem.

Eller hudpleje klinikken Lumin hvor jeg nærmest tvang min elskede chef Maral til at ansætte mig og var med til at åbne en helt ny klinik. Igen fandt jeg elevpladsen rimelig hurtigt. 

Det var jo det jeg kunne.

Dog endte jeg altid med at skuffe folk. 

Jeg forsvandt fra fitness centreret i Humlebæk og fik min mentor på skolen til at sige det til dem. 

Det jeg vil sige med det er at det hele har været ting jeg har brændt for. Men når det kom til stykket havde jeg ikke kræfterne til de forventninger der var til mig når man jo har et fuldtids arbejde og jeg fik nederlag efter nederlag. Følte mig som en kæmpe taber og andre havde svært ved at forstå hvorfor jeg ikke kunne klare det, som de fleste jo kan og især når jeg var god til at finde verdens bedste arbejdspladser. 

Det er en lang historie, som der kommer mere om senere hen. 

Jeg har for første gang noget jeg virkelig brænder for og det er det her som jeg uden at være klar over det pludselig selv havde skabt. Det her med at hjælpe dejlige mennesker som ikke bare er følgere for mig. 

Og jeg ligger mig ikke ned og giver op. For skal jeg have et arbejde, er det dette. Dog er det vanvittig svært når jeg har et ansvar, noget jeg skal have lavet og jeg så ikke ‘bare’ kan melde mig syg. Men det har også vist mig at jeg kan mere end jeg troede. For selvom det føles umenneskeligt at skulle lave produkter og være så på sommetider i videoer selvom jeg kæmper en kamp, så gør jeg det samtidigt med jeg arbejder på at få det bedre. Og det skal jeg huske at anerkende mig selv for.

Sådan en dag som idag har jeg stort set grædt hver gang kameraet slukkede. Og nu sidder jeg her og kigger ud i luften inden jeg har livechat i klubben kl 19.

I må ikke tage fejl. Jeg knokler for at holde mit hovede koldt og modet oppe. Jeg snakker rigtig meget med min vidunderlige terapeut Henriette som jeg går hos minimum en gang ugentligt og som gør en kæmpe forskel for mig. 

Når man har mest lyst til at opgive alt er det så vigtigt at mærke man ikke er alene, at man er elsket eller holdt af, og at høre at folk tror på en. Jeg har det med at glemme hvor langt jeg er kommet fordi jeg mere ser det hele i et stort billede og så føles det som om jeg sidder fast eller som om der er uendelig lang vej derhen til hvor jeg gerne vil.

Men putter jeg tankerne i kasser og ser hvad jeg alligevel formår trods alt, og når det hele føles overskyet for mig, husker flere følgere mig på at jeg er noget for dem og at jeg hjælper dem. 

Jeg rådede min klient forleden til at skrive kærlige breve til sig selv når alt føltes sort. Og jeg skal bestemt også øve mig på at være kærligere ved mig selv og ikke konstant banke mig i hovedet.

Så det vil jeg gøre i aften. 

Kom endelig med alle jeres gode råd omkring søvnløshed grundet tankemylder.

Jeg føler næsten det ville hjælpe hvis jeg blev slået i gulvet inden sengetid, sådan en ordenligt knytnæve så mine tanker kunne stoppe sig selv hehe. :-)

Nå spøg til side. Jeg vil gøre klar til livechat og så klippe en video. Og klappe mig selv på skulderen den smule jeg formår (har virkelig svært ved at anerkende mig selv) Og huske på at gode ting tager tid. Jeg giver ikke op. Jeg valgte livet til dengang jeg hver dag dopede mig selv og overvejede hver dag at tage mit eget liv. Og jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville give op. 

Så det gør jeg ikke. 

Lige lidt ærlige tanker herfra.

Med kærlighed fra Sofia.