Angsten styrer mit liv.. #BagSofiasFacade 1 – Sofia Saidana
Jeg vil ikke mindes om min fortid..

Angsten styrer mit liv.. #BagSofiasFacade 1

img_5151

Jeg har netop taget dette billede.. Imellem tårer der triller ned ad min kind, og Sofia der prøver at sige til sit indre jeg, at hun er god nok som hun er.. I 3 dage har jeg aflyst alle mine aftaler.. Mette som skulle drikke kaffe med mig på kontoret igår.. Anne som skulle sove hos mig om aftenen.. Katrine som jeg skulle have hygget med idag..

Jeg har ondt indeni.. Ondt i venstre side af mit bryst.. Ondt i maven hvor alle mine bekymringer sidder..

Igår talte jeg med Helen.. Min frisør og veninde.. Hun fortalte mig at udover det vi (og dem som hører mine foredrag) ved hvad jeg kæmper med til daglig.. Så har hun for nyligt hørt fra en rigtig dygtig ekspert, at når man som jeg, er født en helt del for tidligt.. (2-3 mdr og vejede under 2 kg) Er der ting som min hjerne muligvis ikke har lært, som mange andre naturligt kan stoppe ved tankerne.. Men hvor nogen som er for tidligt født først skal lære at forholde sig til.. Og administrere uden at det ender i smerter og angst..

Jeg sidder inde på kontoret nu, og har siddet her til kl 23 de sidste 3 dage.. Nogen minutter arbejder jeg.. Nogen minutter sidder jeg og stirrer ind i skærmen.. Jeg er utrolig lyd følsom.. Det har jeg været i lang tid, men det er som om det bliver værre.. Derhjemme har jeg den mest irriterende genbo som konstant spiller technomusik, spørg mig ikke hvorfor. Men jeg får det ekstremt dårligt når jeg hører techno.. Jeg har ofte ørepropper i, og prøver at lukke mig inde i mig selv.. Men lydene bliver ved.. Det kan endda være en der snakker i tlf i bussen, en der spiser gulerødder eller andre ting der får mig til at få lyst til at krølle mig sammen i et hjørne.. Når angsten er på spil..

Uroen i kroppen.. Uroen i maven.. Ting jeg gerne vil kunne styre.. Men skal være tålmodig med.. Min psykiater som er hamrende dygtig fortalte mig forleden, at for at min angst ikke skal styre mit liv for altid, så skal jeg lære at være i den, udfordre den og ikke “handle på den” ved at gå amok indeni, og boble over, eller aflyse alt, og overspise fordi det er det eneste jeg kender, når jeg bliver utryg..

Sommetider.. Ret ofte, føler jeg at jeg sidder fast.. Jeg kan ikke selv se at jeg er fantastisk.. Jeg bliver bare pisse hamrende sur på mig selv.. Over at jeg ikke føler jeg rykker mig.. Og gør jeg det? Jeg ved det ikke.. Nye ting er sket, jeg holder fast i mit job, jeg holder fast i min psykiater, også de dage hvor jeg ikke føler det er pengene værd.. Før i tiden havde jeg droppet det hele og lagt en ny plan.. Det her med at være i det, og holde fast og vide gode ting tager tid, er en kæmpe udfordring, men det er vel også at rykke sig når man bliver i det, fremfor at det som meget andet også ryger over i en “det duede ikke boks”

Jeg elsker min terapeut (Ja jeg har både en terapeut og en psykiater) This girl (altså mig) har oceaner af ting at arbejde med, og en ting ved jeg, det er ikke noget jeg kan klare selv.. Jeg  har også en kontaktperson (Ja, gang i mig) som også er helt fantastisk, det er en utrolig dyrebar ting for mig, det her med noget voksenstøtte, i og med jeg ikke har haft det siden jeg mistede min mor.. Nogen som har de rette værktøjer til at samle brikkerne for mig..

Men hvad sker der når både min terapeut, min psykiater, og min kontaktperson ryger ind i travle perioder? Så føler jeg mig overladt til mig selv.. Og jeg er meget sort/hvid, der skal ikke meget til før jeg føler mig svigtet.. Det er noget jeg i mange år har kæmpet med.. Ligesom med veninde relationer.. Mange er røget, det har helt sikkert været en blanding af at jeg ikke har følt mig forstået, men også det, at jeg ved mange har syntes det har været virkelig underligt da jeg begyndte at sige fra, eller aflyse, fordi jeg alligevel ikke magtede.. Det har været et vigtigt led i at passe på mig selv..

Det der er med mig er, at lige så snart jeg trykker play på kameraet, så går der jo ikke mere end 3 sek før jeg er helt oppe og ringe.. Og virker fuld af energi.. Og når kameraet slukkes, sidder jeg i mit hovede med alle mine tanker.. Min angst udfordrer mig ekstremt pt.. Den trænger mig helt op i en krog, den gør at mit bryst og min mave smerter, og jeg kan intet andet rumme end den når den går amok.. Og jeg handler alt for ofte på den.. Jeg lader min angst vinde..

For en ting er at jeg føler jeg prøver alt hvad jeg kan, men min psykiater siger at så længe jeg handler på den, prøver jeg ikke hårdt nok.. Så jeg er nysgerrig på.. Hvad hjælper DIG når dit sind går amok og du har lyst til at råbe, skrige og kravle ud af dit eget skind? Det lyder måske ekstremt, men det er fact..

Jeg ville ønske jeg havde styrken til at løbe en tur, i stedet for at ligge i min seng og være ked og opgivende.. Eller at jeg kunne ringe til min mor så hun ville komme og holde om mig.. Hvad hjælper DIG, så du kan flytte fokus når DIN krop gerne vil give dig et angst anfald? Jeg har ikke angst i små doser, eller 1 gang om ugen..

Jeg har angst i min krop konstant, så at have et arbejde, gøremål, at skulle i bad, holde møder, få spist ordentligt, ja det hele er faktisk noget der kræver at jeg er i angsten og gør tingene alligevel. Lige nu mens jeg skriver dette, sidder jeg på mit kontor.. Jeg skal arbejde på min kommende webshop og svare en masse mails..

Men jeg fik ligesom lyst til at sætte ord på det der fylder lige nu, både fordi det inspirerer jer til at i ved jeg også kæmper en kamp selvom jeg er kommet langt.. Men også fordi jeg prøver og prøver og sommetider rammer jeg også en mur, hvor jeg ikke kan se hvor langt jeg er kommet.. Jeg kan bare mærke at jeg er træt, trist og opgivende.. Det jeg skal huske på er, at jeg ikke giver op, jeg er en fighter og før eller siden, så skal det nok lykkes mig, at få kontrollen over mine følelser, og over mine tanker..

Det er svært for mig at udgive dette.. Ikke fordi jeg tænker at det vil gøre noget dårligt, tværtimod, jeg tror bare at før i tiden var det en hel del nemmere for mig at vise mine svære tider.. Og derfor føler jeg også det er tid til at sætte ærlige ord på noget som er svært, så i kan mærke mig og jeg kan mærke jer.. For sandheden er, at jeg er så god til at hjælpe andre, og til at inspirere til at gøre noget andet end det man plejer.. Men hvorfor føler jeg ikke selv at det jeg gør er godt nok?

Man må jo sige jeg for pokker har gjort en masse andet end det jeg plejer, ellers kunne jeg lige så godt stadig sidde og cutte i mine arme og tage stoffer, og vågne op mærkelige steder og ikke mindst, skylde penge til alle.. Jeg valgte livet til, og jeg valgte at kæmpe videre.. Jeg er stadig langt fra mål, men jeg kæmper hver dag.. Og jeg lærer hele tiden mig selv bedre at kende.. Men.. Man når sommetider også til et punkt, hvor man føler at man ikke gør det godt nok, og hvor man er udmattet, kender i det? Jeg vil ikke overleve hver dag, med følelsen som om jeg skal bestige mount everest..

Jeg vil leve, og ikke være styret af hverken at være født for tidligt, ocd, angst, eller det her med min mor.. Tabet af min mor har gjort så mange ting ved mig, jeg er konstant hamrende vanvittigt ubeskriveligt bange for at miste.. Jeg tror mange af de ting jeg kæmper med også har noget at gøre med, hele min barndom var jeg så ræd for at min mor skulle dø fra mig.. Jeg havde så massiv angst og ocd, og skulle røre alle vægge, spytte i min bluse, sige lyde, og græd når min mor skulle på vaskeriet eller på arbejde.. Græd mig i søvn hver nat fordi jeg var sikker på hun ville dø.. Og der var hun ikke syg, hun var hamrende glad og rask.. Og da jeg kom i bedring som 12 årig.. Fik min mor kræft..

Jeg følte det var min skyld, fordi jeg ikke lavede lige så mange ocd handlinger mere.. Så v ar jeg på en måde stoppet med at beskytte hende jo.. Hun havde lovet mig hun aldrig ville forsvinde nogen steder og at hun altid ville være ved min side.. Jeg er knust, lille bange Sofia, blev svigtet af den hun elskede allermest, og hun har følt sig så alene siden..

Jeg har snakket en del med min terapeut om at vi skal igang nu med at arbejde med mit indre barn.. Ved ikke om i kender til det.. Men der er mange ting der kan ske hvis et ikke færdigudviklet barn mister en forælder i en tidlig alder.. Det kan sætte sig så dybt, og jeg kan ofte mærke lille Sofia stå i mørke og kalde desperat på sin mor..

Jeg sidder med tårer i øjnene, og vil bare sige tak, fordi i tror på mig.. Og fordi i synes jeg kan mange ting.. Jeg prøver at være tålmodig, og tænke på at rom ikke blev bygget på en dag.. Når det alligevel kun er meget meget få år siden jeg ændrede mit liv fra misbrug og at være fucked, til at være den Sofia i nu “kender” så er der alligevel meget som er sket, og det hele skal nok give mening – Jeg tror på det, og selvom det ikke føles sådan, så så længe jeg ikke giver op, men kæmper, er der masser af håb ♥

Jeg holder mit meget rørende foredrag om hele min historie samt hvad der gjorde at jeg besluttede at kæmpe, og ikke give op, meget ærligt, i Viborg næste mdr som er udsolgt.. Men der er stadig pladser til mit foredrag i Næstved og Vejle, jeg håber at se så mange af jer som muligt #GribLivet – Og kæmp for det i ønsker, det samme gør jeg ♥

Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat

8 COMMENTS

  • Karina Backmann

    Hej Sofia
    Du er så sej og inspirerende. Du inspirere så meget, og din historie er meget rørende. Jeg har selv angst og forstår meget af det du skriver om angst 💔
    Jeg er selv typen som hjælper andre før mig selv 🙈 Jeg har også travlt ligesom dig. Har 3 børn og mand imens jeg er igang med at skrive bachelor og er færdig som pædagog om 3 mdr. Det har været og er sindssygt hårdt. Angsten lurer hver dag, nogle dage er værre end andre. Jeg er god til at holde facaden over for de fleste. Men jeg har nogle i mit netværk der kan se igennem det. Og jeg har gode mennesker som jeg kan støtte mig op af når det er svært.
    Jeg er god til at abstrahere fra angsten, men når det ikke virker bruger jeg mindfulness det er fantastisk for mig ❤️ Jeg kan anbefale dig at Google Mette Aalykke eller søge hende på youtube. Hun har lavet nogle gode sessions. Håber du snart er ovenpå igen. Du er super at følge ❤️
    Knus Karina.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Sofia 💗
    Flot skrevet, og meget ærligt.
    Kan kende meget fra mig selv
    Jeg tog beslutningen føre 4 1/2 år siden, at stoppe med medicin.
    Min læge fik mig til distriktpsykiatrien.
    Hvor jeg fik tildelt x antal samtaler, med kognitiv terapi.
    Det har hjulpet mig, helt sindssygt. Redskaber til ” anfaldne” og jeg har lært at styre min angst.
    Jeg fik kontrollen. Efter, måske 15 år.

    God Karma din vej.
    Husk, vi er ikke de mennesker vi er, uden den modgang vi møder!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Kære Sofia,
    Det rigtig flot sat ord på, synes jeg. Det kræver mod at lade folk se det aller inderste som styrer ens gøren og laden.
    Jeg ved selv hvor invaliderende det er, da jeg fødte min søn (mit 2 barn) for 2 år siden, begyndte jeg at få trykken i brystet og ondt i maven! Det udviklede sig rigtig hurtigt, og trods flere psykologer og læge samtaler, så her 2 år senere er jeg nu diagnostiseret med meget svær OCD, og generaliseret angst, sygdoms angst og emetofobi! Når jeg skriver det selv, synes jeg at jeg lyder som en total sindsforvirret person! Og det er jeg måske egentlig også, men ligesom dig skal min hverdag fungere, især pga mine børn. Så jeg lever i konstant angst og uro samtidig med jeg studerer (sosu assistent) og har mine 2 børn! Men når min angst er i “panik” hjælper det mig at gøre rent (hvilket er min ocd der jo taler) og så hjælper det mig at komme ud i den friske luft og blive blæst igennem,(heldigvis bor jeg lige ved Amager strand). ‘Så jeg skal prøve at fjerne fokus fra panikken kan man sige.
    Det er jo så ikke optimalt i forhold til at få det bedre, og jeg er nu igen i behandling i psykiatrien og ved det handler om eksponering men på et niveau man kan arbejde med, men det skal der helt sikkert fagfolk til, og ikke mig selv!

    Jeg håber du snart finder DIN vej til indre ro, indtil da skal du vide at du ikke er alene ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Steffani

    Hej søjde sofia.

    Når angsten frustrationerne ja alt rammer mig finder jeg trøst og støtte ved mine dyr især min hund hun søger få jeg kommer ud og ligesom glemmer alt det dumme bare det at lege træne med mine dyr er ren terapi få mig. Om sommeren kan jeg bruge timer på bare at sidde og kigge på dem lege eller på mine høns der går ondt eller sidde ved damen og bare lytte til vandet og naturen.

    Jeg håber virkelig du husker dig selv på hvor sej du er og hvor langt du er kommet kys og kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Kære Sofia!
    Så fint og godt skrevet! Et meget vigtigt tabu som du bringer ud i lyset!
    Jeg kender til at kæmpe med angst og ocd. Og nogen gange har man bare ikke overskud til eksponering.
    Når jeg har meget sorte dage, så hjælper det indimellem at gå en tur med en potcast i ørerne. Det kan hjælpe til at flytte fokus.
    God weekend på trods!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg forstår dig i mange af dine følelser og jeg er ikke født for tidligt eller lign.
    I over 10 år!! Gik jeg med uro, masser af bekymringer og mange unødige.
    Jeg vidste ikke hvorfor og sagde ikke til nogen hvordan jeg havde det. Jeg kom ind i en ond spiral og min hverdag blev mere og mere begrænset.
    Det begynder løbende at gå op for mig at jeg har angst. Panikangst, dødsangst, sygdomsangst.
    Da jeg møder min mand troede jeg at fokus blev ændret og det nok gik over.
    Det gjorde det ikke, tværtimod blev det forværret!!
    Jeg blev gravid og pludselig var det hele væk!! Det gik op for mig at mit fokus var fjernet fra mig og ned til mit barn i maven. Og her gik det for alvorlig op for mig at det hele var psykisk og hvor meget hjernen kan påvirke så man faktisk tror man var ondt i brystet mv.
    Da jeg fik mit første barn, begyndte angsten at komme igen.
    Denne gang opsøgte jeg hjælp og kom til Cektos som har specialen i angst.
    Jeg gik i et forløb der og jeg kom ud af den onde spiral!
    Jeg har haft det godt i 8 år nu og når uroen begynder at komme så ved jeg at det er nu jeg skal bruge nogle af de redskaber jeg lærte til at styre angsten for jeg slipper ikke for den.
    Jeg bruger meget mindfulness i de perioder og prøver at finde roen i mig selv!!
    Dette er en meget forenklet og forkortet version af min angst men det var hvad der vendte for mig!
    Vil bare skrive at der ER en vej ud og du skal nok finde den!
    Prøv at undgå kaffe ( koffein ) da det giver mere uro og nervøsitet!!
    Knus Maja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære Sofia! Sender en kæmpe kram din vej! Jeg selv kæmper også meget med angst, er i behandling og har været i en anden slags. En ting jeg lærte var at udfordre angsten ved eksponering, altså gøre de ting der giver angst. Man skal starte i de små, med de ting der giver mindst angst, også arbejde sig op ad listen med de værst tænkelige ting. Til af starte med kan det være en hjælp at have en at gøre det med, fx tage bussen med en der kan støtte dig i det. På den måde ved at gøre det hyppigt lærer du at de ting der giver angst ikke er farlige. Jeg selv, synes det er mega sejt at du trods de angst har rejst en del på det sidste, da det at flyve er det værst tænkelige for mig. :/ Hver dag er en kamp med angst, det er bare at håbe at imorgen er bedre! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Først og fremmest, så sender jeg dig et kæmpe kram søde Sofia. Ingen er ens, og ingen angst er ens.. Men hvad jeg plejer at gøre når min angst er ekstra fremtræden, er at acceptere at være ked af det. At sige til mig selv, at det er sgu okay at tude og bare have ondt indeni. Om det så er i køen i netto der triller en tårer, så accepterer jeg at det er okay. Ikke at jeg lader angsten vinde, men bare er i den, og håndterer den langsomt. Jeg tror ikke på at det handler om at overvinde den, men om at håndtere den. Dag for dag. Minut for minut. Træk vejret ned i maven, og husk at det er okay ikke altid at være okay.. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

ADD A COMMENT

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Jeg vil ikke mindes om min fortid..