Min forlovede begik selvmord….

Som i ved har jeg mistet rigtig mange mennesker jeg har holdt af og stadig holder af. Min mormor, morfar, farmor, farfar og min kære mor – Jeg kendte ikke min farmor og farfar så godt fordi de boede i Tunesien, min morfar døde da jeg var lille, men min mormor savner jeg helt vildt og hvor ville jeg dog gerne gøre en masse om! Det er ingen hemmelighed at sorgen omkring min mors død fylder vanvittig meget hos mig. Og jeg kan mærke det HVERT sekund, jeg kan vågne og stadig blive ked fordi jeg ikke kan forstå hvad der er sket! Og selvom det efterhånden er en del år siden, (2002) så er det først nu jeg er blevet klar til at arbejde med det. Før i tiden har jeg bare siddet og råbt og skreget af samtlige psykologer som har prøvet at hjælpe mig fordi jeg ikke syntes de fattede en skid! Ja så er det sagt :b De år hvor jeg var meget overvægtig og vægten sagde 120 kg, og jeg ikke lavede andet end at spise piller så jeg ikke kunne mærke mig selv, og overspiste i sådan en grad hvor jeg om aftenen fik blackout af sovepiller og vågnede om morgenen med brød ud ad munden der blev jeg også forlovet…Hurraaaa….. Ehm, eller noget.. Det var et tidspunkt i mit liv hvor jeg bare havde brug for kærlighed. Jeg havde ikke de vilde krav, fandt mig i hvad som helst.. Jeg ville bare gerne have tryghed og omsorg, og ikke være alene. Jeg mødte en fyr, han var ret syg – maniodepressiv, men stadig super sød, flot og charmerende. Vi besluttede efter nogle mdr at forlove os, det tragikomiske var at vi begge var ret syge, derfor gav det os nok en masse glæde at tage næste skridt hvis man kan sige det sådan. Jeg var ikke forelsket i ham, men jeg havde jo de værste tanker om mig selv, så hvorfor skulle jeg fortjene bedre end en der havde det lige så dårligt som mig? Vi trak hinanden ned, helt klart – og jeg fandt hurtigt ud af imens vi var forlovet at jeg hellere ville være alene end at være i et forhold der ikke var godt. Som sagt var han ret syg… Og 1 mdr’s tid efer at vi var gået hver til sidst hoppede han ud foran et gennemkørende tog. Jeg kan huske jeg var så dopet af medicin og ikke kunne mærke mig selv, så jeg kunne ikke reagere. Jeg var bare.. Sten… Jeg kunne ikke mærke noget, hverken smerte eller sorg. Men til gengæld kan jeg huske jeg hørte enormt meget Burhan G på det tidspunkt med sangen “kun dig” og nu når jeg hører den dagen idag kan jeg godt mærke det – dengang ingenting. Jeg ved godt det ikke var min skyld, han var meget syg – og han havde det ikke godt, netop også en af de grunde til det gik helt galt mellem os. Men det er stadig meget mærkeligt at tænke tilbage på, hvor hurtigt tingene kan ændre sig. Jeg kan huske at folk havde utrolig travlt med at snakke om hvor egoistisk det er at hoppe ud foran et tog når man begår selvmord, fordi det jo selvfølgelig mærker sig i andre, dem der står og venter på toget samt togchaufføren. Men faktisk kunne jeg godt forstå Peter.! Jeg røg ind i en masse selvmordstanker efter, altså ikke pga ham men både før og efter vores forhold havde jeg det vanvittig skidt og det var årene med pille misbrug og overspisning, selvskade for fulde gardiner. Og tanken om selvmord strejfede mig dagligt. Efter denne togepisode, så kom jeg tættere på den tanke end jeg nogensinde havde været. Og jeg tror simpelthen at har man det så dårligt at man vil tage sit eget liv, så er det ikke just det med om man er “egoistisk” man tænker på. Sådan havde jeg det ihvertfald. Når folk spørger hvad der afholdte mig fra at tage mit eget liv…. Så er det…. Tanken om, at tænk nu hvis jeg fik det bedre om 5 år, så ville jeg aldrig finde ud af det, fordi jeg havde givet op… Og derfor blev jeg ved. Det var ikke fordi jeg følte at nogen ville savne mig, at all! Men fordi jeg tænkte på det liv der måske ventede mig, et lysere liv med mere glæde! Nu sidder jeg faktisk 5 år senere, sjovt nok – og skriver dette… Og jeg er et helt andet sted i mit liv, der er fandme sket meget på godt og ondt! Min historie skal bearbejdes, på mange punkter, men jeg er så taknemmelig for at jeg sidder i en situation hvor jeg lærer så meget om mig selv HVER dag pga jer, mine følgere. Havde jeg ikke haft jer, havde jeg ikke mødt så mange mennesker som fortæller mig hvor bevidst jeg er, og hvor god jeg er blevet til at sætte ord på mine følelser, mine frustrationer og min spiseforstyrrelse. Det er pga jer! I viser mig dagligt at jeg ER GOD NOK! Ligesom jeg er!!!! I lærer mig så meget om mig selv, jeg ville rigtig gerne have været alt det jeg har været igennem foruden, og dette er kun et lille udpluk, resten gemmer jeg til min bog, MEN at jeg kan bruge det til at inspirere andre og også dem der sidder i sorte mørke dystre huller, hjælper jeg bare EN, kunne jeg ikke bede om mere! Og på jeres altid søde beskeder lyder det virkelig som om i sætter pris på det jeg gør. Vi har alle brug for mennesker der tror på os! Livet er ikke en leg for mig, livet har i mange år været kampen for at overleve. Jeg drømmer ikke om lyserøde skyer, men jeg drømmer om et liv hvor jeg kan gøre en forskel, et liv hvor jeg kun overspiser bare EN gang om måneden, og et liv hvor jeg kan mærke kærligheden til mig selv, samt acceptere tingene jeg har været igennem, og at jeg aldrig kan få min mor tilbage. Uanset hvor meget jeg går og sørger. Det ville hun ikke ønske, hun ville ønske jeg var GLAD altid. Og så frem og ikke tilbage. Og det skal der knokles for, men jeg når dertil, og jeg er godt på vej! Og det er alt jeg behøver!

Lad ikke din fortid definere DIG, men lad den definere hvor langt du er kommet, hvor meget du har lært, og så få det BEDSTE ud af nuet!

Vil i lære mig endnu bedre at kende vil jeg anbefale jer mine 2 mest læste indlæg:

“MIN HISTORIE” og  “FRA STOFMISBRUGER TIL MADMISBRUGER”