Følger Fredag #2 ◊ At miste fodfæstet og den man elsker ◊ Mød Rebecca, en sand fighter!

Byd velkommen til kapitel #2 i Følger Fredag, en inspirerende meget ærlig og kærlig fortælling om livet i medgang og modgang, vil du også dele din historie og inspirere en masse mennesker så læs her hvordan du gør, og tag rigtig godt imod de seje seje følgere ♥ Det har krævet mod! #GribLivet

Hej med jer. Jeg hedder Rebecca og har egentligt altid været en rigtig heldig pige – jeg er opvokset i “kernefamilien” med to forældre der elskede hinanden, tre dejlige søskende (to brødre og en søster), og så var jeg den yngste, så jeg er altid blevet forkælet lidt ekstra. Når mor sagde nej til at købe den nye Barbie dukke til mig, så sagde far ja. Jeg var lidt af en “daddys girl”, hvis man kan sige det sådan. Da jeg begyndte i 4. klasse, begyndte jeg at blive mobbet rigtig meget. Hvorfor ved jeg ikke, men næsten alle i min klasse rottede sig sammen mod mig og var rigtig lede. Dette førte til øget sygefravær, hvilket førte til endnu mere mobning. “Pjækkerøv” er en af de ord der går igen fra dengang.

Den 26. april 2002 var jeg hjemme fra skole, fordi det var St. Bededag, og jeg havde været sammen med en veninde. Da hun tog hjem, kom min mor ud til mig og sagde, at jeg skulle blive på mit værelse, fordi min far var blevet syg, og der var en ambulance på vej. Min far var invalid (dårlig ryg), så jeg var vant til, at han røg ind og ud af sygehuset pga. hans smerter – så jeg tænkte ikke videre over det. Få timer senere ringede min mor så fra sygehuset og fortalte, at min far var afgået ved døden pga. hjertestop. Noget som INGEN i min familie havde set komme. Han havde godt nok været ekstra dårlig i et stykke tid, men jeg havde aldrig nogensinde troet, at han ville dø fra mig. Hele min verden brød sammen. Du har selv prøvet at miste en forælder, så jeg tænker, at jeg ikke behøver gå i detaljer med, hvilken smerte jeg følte indeni – tomheden. Den kender du sikkert alt til.

Efter min far døde, gik det bare ned ad bakke. Mit fravær i skolen blev større og større, og da chokket over min fars død havde lagt sig hos mine klassekammerater, gik de tilbage til at være nogle lede møgunger og mobbede mig. De gik endda så langt at bebrejde mig for min fars død. “Jeg ville også dø, hvis jeg havde en så grim og klam datter” – han var sikkert død af skam, sagde de. Jeg blev helt ødelagt. Jeg troede på dem. Jeg var sikker på, at de havde ret i, at min far var død pga. mig, så jeg røg længere og længere ned og endte som 13-årig i et kæmpe sort hul. Jeg kom desværre ind i en omgangskreds, hvor størstedelen var en flok meget, meget skidte typer, og dette førte til et massivt stofmisbrug. Jeg tog amfetamin hver weekend i størstedelen af 8. klasse. Da stofferne stoppede med at udfylde tomrummet, begyndte jeg at skære i mig selv. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad det var der gjorde, at jeg besluttede mig for at få styr på mit liv, men da jeg startede på efterskole i 9. klasse, røg stofferne og selvskaden langsomt ud af mit liv. Jeg fik den friske start, som jeg havde haft brug for. Folk kørte ikke psykisk på mig på efterskolen – de accepterede mig, som jeg var. Jeg fik min første rigtige kæreste. Alt blev bare så meget bedre.

Efter mit år på efterskolen, besluttede jeg mig for, at jeg ville få styr på mit liv. Få en uddannelse og en familie – den perfekte familie, ligesom den jeg var opvokset i. Men så var det jo så lige, at jeg begyndte at blive rigtig deprimeret. Jeg gad ingenting. Jeg gik på gymnasiet, men jeg måtte stoppe, fordi jeg simpelthen ikke kunne møde op. Ikke engang en 2-årig HF kunne jeg gennemføre. Jeg troede ikke på mig selv, og al mobningen begyndte at vende tilbage til mig, hvilket førte til en ekstremt usikker pige som begyndte at gå i byen hver weekend (uden stoffer, heldigvis) og drikke sig i hegnet med sine venner/veninder. For fem år siden droppede jeg ud af HF for anden gang (ja et forsøg var åbenbart ikke nok, men hey, jeg gennemførte da en HG i mellemtiden) og besluttede mig for at tage tre fag på fjernstudie, så jeg kunne gå hjemme men stadig få et eller andet ud af hverdagen. Da jeg var lige ved at blive færdig med mine fag på fjernstudie, besluttede jeg mig for at søge ind på pædagoguddannelsen. Jeg tænkte, at jeg ville hjælpe børn som mig – tabsbørn der har mistet den ene eller anden forælder. Men min start på pædagogstudiet var bare overhovedet ikke, som jeg havde regnet med. Jeg begyndte at have det rigtig svært psykisk igen, og mit sygefravær var skyhøjt. Alle odds var seriøst imod mig. Det er et mirakel, at jeg ikke blev smidt ud! Jeg kan huske én episode der virkelig var en kæmpe game-changer for mig. Jeg var til klassefest, og en af mine medstuderende begyndte i sin brandert at sidde og blande sig i mit fravær. Han sagde til mig, at han allerede nu kunne regne ud, at jeg ikke ville bestå min førsteårsprøve, og at jeg ikke ville gennemføre uddannelsen – en holdning som mange af mine andre klassekammerater sad og nikkede til og var enige i. Jeg havde for meget fravær, sagde de. Normalt ville det havde taget al motivation fra mig, men lige den her gang tændte det et eller andet i mig. Jeg var så pisse træt af at få at vide af folk, at jeg ikke var god nok til det ene og andet, og at jeg ikke duede til en skid, eller at folk var flove over min eksistens. Jeg besluttede mig for, at jeg ville vise dem, at de tog fejl – så det gjorde jeg. Jeg besluttede mig for, at JO, selvølgelig ville jeg gennemføre den uddannelse! Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Hvorfor skulle de andre have en større chance for at gennemføre deres uddannelse, end jeg havde?

Nu kan jeg med glæde sige: Sofia – det lykkedes. Jeg har lige været til min andensidste eksamen i sidste uge (jeg fik 10, halløøøøj), og jeg er nu i gang med at skrive bachelor. Jeg har fået glimrende karakterer gennem min tid på pædagoguddannelsen, og om to måneder er jeg færdiguddannet og kan officielt kalde mig selv pædagog. Jeg har kun én ting at sige: Når andre ikke tror på dig, så er det mindste du kan gøre, at tro på dig selv. Det gjorde jeg. Da ingen andre troede på mig, troede jeg på mig selv. Og se hvor jeg er nu – jeg har sågar fået bedre karakterer end nogen af dem der sagde, at jeg ikke ville gennemføre uddannelsen. Jeg har ikke rørt stoffer i 11 år. Jeg drikker ikke længere hver weekend. Og jeg har snart en F****** uddannelse! Jeg kan ærligt sige, at jeg er så pisse stolt af mig selv. Fuck janteloven – jeg er for sej! Jeg har klaret mig igennem alle prøvelser, livet har udsat mig for, og selvom jeg stadig savner min far helt ulideligt, så ved jeg bare, at han sidder et eller andet sted og smiler og er pisse stolt af mig. Jeg vil dog lige sige, at jeg aldrig havde klaret det uden mit “support system” bestående af min mor, mine søskende og mine tre trofaste veninder fra folkeskolen. Dem der altid har elsket mig og troet på mig.

Hvis du er nået hertil, så vil jeg bare sige: Bare rolig, jeg stopper nu! Og klap dig selv på skulderen for at have læst min lange roman :-D

Tak fordi du gad læse med :-)

Mange knus fra Rebecca ♥

Tak for den fine utrolig ærlige historie Rebecca, du er for sej..

Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat