FØLGER FREDAG #4 ◊ Ingen ord!! Mød Jeanette, en ung pige som pludselig blev ramt af blodpropper i begge lunger OG i benet! ◊

Byd velkommen til kapitel #4 i Følger Fredag, en inspirerende meget ærlig og kærlig fortælling om livet i medgang og modgang, vil du også dele din historie og inspirere en masse mennesker så læs her hvordan du gør, og tag rigtig godt imod de seje seje følgere ♥ Det har krævet mod! #GribLivet

Hej derude!

Jeg hedder Jeanette Barchow, jeg er 24 år, uddannet pædagog og fra en lille by i det nordjyske. Jeg kæmper en (hvis jeg selv skal sige det) brav kamp, for at balancere det der vægttab og de udfordringer jeg pludselig har fået i mit liv.

Jeg har været overvægtig så længe jeg kan huske og jeg har prøvet flere kurerer end hvad der burde være lovligt. Jeg må siges, at være en af de der (mange tusind) danskere, som har forsøgt at tabe sig på de mest absurde måder. Jeg har såmænd formået at tabe 16 kg, for derefter at tage 21 kg på. Det siger vel næsten sig selv, at jeg blev godt sur og skuffet over mig selv – faktisk brugte jeg over et år på at gå og slå mig selv i hovedet over hvor dum jeg havde været. Men en dag vågnede jeg op og fik endelig nok af min egen ynk. Det var simpelthen på tide, at tage mig selv i nakken og gøre brug af det medlemskab til fitness, som jeg havde brugt penge på i over et år, uden at bruge det. Jeg havde tidligere leget lidt med tanken om en personlig træner, men synes simpelthen det var absurd mange penge at bruge. Jeg besluttede dog at kontakte mit fitnesscenter, for at få et tilbud på en personlig træner. Kort efter dukker der en konkurrence op på fitnesscenterets hjemmeside, hvor man kan vinde 5 timers personlig træning med en af deres ansatte, Morten. Jeg beslutter mig for at deltage, men havde absolut ingen forventning om, at jeg ville vinde, eftersom mit held i sådan nogle tilfælde er lig 0! Mit held vendte på det helt rigtige tidspunkt og jeg endte på magisk vis med at vinde de 5 timers personlig træning. Jeg kan stadig huske mit første møde med Morten. Det er noget af det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har prøvet og jeg havde flere gange lyst til at løbe grædende væk. Det var hårdt at sidde og fortælle helt åbent og ærligt om mit liv, min vægt og ikke mindst mine tanker. Morten formåede dog at gøre det hele til en ganske positiv oplevelse og allerede efter min anden træning med Morten, havde jeg besluttet, at det var ham jeg ville forsætte ved.

Det er nu godt et år siden jeg startede min lange vægttabsrejse med Morten. Der er sket de vildeste ting i løbet af det år, ting som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet ville ske – hvert fald ikke for mig. Morten og jeg havde et officielt opstartsmøde, hvor jeg fik foretaget de første målinger af vægt, centimeter og fedtprocent. Jeg var mildest talt chokeret, da jeg stod op på vægten og den pludselig viste 125 kg! Sidst jeg stod på vægten, hed tallet 103 kg og nu stod jeg der så igen, blot 22 kg tungere end et år tidligere. Jeg kunne have gravet mig ned i et hul. Hvordan i alverden kunne jeg lade det komme så vidt – igen? Mine mål i centimeter og fedtprocent var heller ikke just opløftende – over halvdelen af mig, var ren fedt! Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, det virkede total uoverskueligt – men heldigvis var Morten der til at hive mig op og give mig troen på, at jeg nok skulle lykkedes denne gang!

Klar, parat, start! Jeg fik en kostplan udleveret af og gik samtidig i gang med at træne med Morten tre gange om ugen. Aldrig har jeg prøvet noget så vanvittigt i hele mit liv. Det var den mest syrede oplevelse, at blive presset så langt ud til hver evig eneste træning af et menneske, som man ikke kender. Hvis jeg troede opstartssamtalen var grænseoverskridende, blev jeg i den grad klogere. Jeg er som person utrolig genert og utrolig stille – de to ting harmonere ikke rigtig med at have en personlig træner og jeg blev i den grad udfordret både fysisk og psykisk. Efterhånden som Morten og jeg lærte at kende hinanden, forsvandt min usikkerhed i forhold til hvordan jeg så ud eller hvordan jeg lød, når jeg trænede (ja, jeg træner åbenbart med lyd, selvom jeg gerne vil undgå det!). Som tiden går, begynder jeg stille at øge antallet af træninger i løbet af ugen. Jeg har fast mine tre dage med Morten, som primært er styrketræning og derudover laver jeg selv en masse cardio. Jeg ender i en periode med at træne hver dag, to gange om dagen. Nogle vil måske mene, at det er meget og jeg vil til dels give dem ret – men hvor meget er FOR meget? Jeg trænede ikke, fordi jeg skulle, men fordi jeg oprigtigt havde lyst. Jeg elsker at træne i centeret, men jeg elsker også at cykle eller gå lange ture i det fri. Jeg fandt den helt rigtige kombination, der gjorde, at det på intet tidspunkt var en sur pligt at skulle træne. Hele april, maj og juni måned kørte det fuldstændig fantastisk både hvad angår kost og træning. Jeg tabte mig både på vægten, centimeterne og fedtprocenten. Jeg var intet mindre end flyvende!

I juli måned sker der så det, der bare ikke måtte ske. Jeg begynder at få rigtig ondt i min ankel, men jeg vælger at ignorere det. Jeg havde i opstarten døjet en del med mine fødder og lænd, som ikke rigtig ville samarbejde, men som tiden gik, blev det bedre og jeg havde håbet, at det samme ville ske med anklen. Efter noget tid, må jeg erkende, at det ikke er tilfældet. Jeg kontakter lægen og ender med at blive sendt videre på sygehuset, hvor jeg skal røntgenfotograferes. Der går 6 uger før jeg får svar og bliver klogere på hvad årsagen til smerterne er. Jeg får beskeden om, at jeg har fået et overbelastningsbrud. Jeg er en smule forvirret og ret uforstående overfor hans konklusion, hvilket han bemærker og giver mig en ganske god forklaring. Jeg skal forestille mig, at min ankel er et stykke jern, som gang på gang på gang bliver bøjet – til sidst knækker jernet over og det samme er sket med min ankel. Jeg har simpelthen formået at belaste min ankel i en sådan grad, at knoglen til sidst er bristede. Lægen informerer mig derefter om, at jeg skal have en støvle på i 6 uger. Støvlen skal fungere ligesom gips og jeg må kun tage den af om natten eller når jeg sidder med benet oppe. Behøver jeg sige, at jeg bestemt ikke var tilfreds med situationen? Nu gik det lige så godt med min kost, træning og vægttab. Jeg spørger lægen hvorvidt jeg må træne eller ej, og vi bliver begge enige om, at jeg må træne så meget jeg vil, i det omgang min ankel nu tillader det. Jeg troppede op dagen efter i fitnesscenteret med den her gigantiske støvle på den ene fod og træningssko på den anden, og så var jeg endnu engang klar til at træne. Morten måtte dog lave lidt ændringer i programmet, hvilket betød, at der blev en del mindre bentræning end først planlagt. Det var ikke just, som vi havde ønsket det, men det var okay. Jeg kunne stadig træne og det var sådan set det vigtigste.

I august måned, små 2 uger efter jeg har fået støvlen på, skal jeg selv stå for træningen om søndagen. Jeg havde ikke voldsomt meget lyst til at tage af sted, da jeg havde ufatteligt ondt i min læg. Jeg beslutter dog, at lidt er bedre end ingenting – af sted det gik! Det blev mit livs værste træning. Jeg måtte slæbe mig selv igennem hele centeret, grædende og i en helvedes til smerte. Det lykkedes mig at gennemføre godt 2 timers træning. Da jeg kommer hjem, forsøger jeg endnu engang, at ignorere smerten i læggen. Efter nogle timer, må jeg dog give op og jeg bryder grædende sammen. Det føles som en vanvittig lang og sej krampe, der på ingen måde vil aftage. Jeg prøver at give læggen massage, jeg prøver at putte varme på og jeg prøver at putte koldt på, men absolut INTET virker. Jeg beslutter mig for, at booke en tid ved min akupunktør, i håb om, at hun kan fjerne smerten i læggen. Jeg får en behandling, men lige lidt hjalp det. Jeg kører hjem igen og efter nogle timer, bliver jeg fundet af min mormor, liggende ind over et bord, skrigende og grædende i smerte. Hun får hjulpet mig ind i seng og der bliver jeg så resten af dagen. Morten kontakter mig om aftenen for at høre hvordan det går og jeg må erkende, at det slet ikke går. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har haft så ondt i min læg. Pludselig siger Morten ordene ”Jeg ved ikke ret meget om det og jeg vil ikke male fanden på væggen, men jeg vil gerne have du kontakter sygehuset, hvor du er i behandling med anklen, for det kunne godt lyde, som en blodprop i benet”. Jeg tænker ærlig talt ikke ret meget over det og udelukker hurtigt, at det kan være en blodprop. Jeg er kun 23 – jeg kan sgu da ikke have en blodprop?! Jeg kontakter selvfølgelig sygehuset og forklarer dem situationen, hvortil sygeplejersken desværre kommer frem til samme situation som Morten. Jeg bliver bedt om at kontakte vagtlægen hurtigst muligt, og det gør jeg. Jeg ringer til vagtlægen, som beder mig om at køre til vagtlægen i Aalborg. Min far og jeg kører hjemmefra omkring kl. 18 – inden vi tager af sted, kigger vi på hinanden og bliver enige om, at vi er hjemme igen inden klokken er 20. Det skulle vise sig ikke at holde stik..

Jeg venter i to timer ved vagtlægen, før det bliver min tur. Vagtlægen er hurtig til at konkludere, at hun mener, smerterne skyldes en blodprop i benet. Jeg skal bare lige have en pille og så kan jeg køre hjem igen, inden jeg dagen efter skal scannes på et andet sygehus. Vagtlægen vil dog gerne have mig ind på akut modtagelsen inden jeg bliver sendt hjem. Jeg kommer ind på akutmodtagelsen, hvor de er hurtige til at finde en stue med en seng til mig, mens jeg venter på lægen. Jeg kan huske, at jeg spørger hvorfor hun printer et af de der armbånd til mig, for jeg skal jo ikke være indlagt? Hun kunne ikke rigtig give mig et svar, men jeg acceptere det og får armbåndet på. Jeg venter på lægen i 3 timer, inden han har tid til at se mig. Jeg bliver stillede det ene spørgsmål efter det andet – nogle mere relevante end andre. Hvordan føles smerten? Har du ondt andre steder? Hvornår har din røv sidst kløet? Og sidst men ikke mindst, det spørgsmål, der blev altafgørende ”Har du været forpustet?”. Jeg overvejede et kort øjeblik at sige nej, men ved nærmere eftertanke, kom jeg i tanke om, at jeg de sidste dage havde været forpustet ved at gå bare få meter. Det burde jeg ikke blive, når man tænker på, hvor meget jeg var vant til at træne. Jeg vælger (heldigvis) at fortælle lægen, at jeg har været forpustet. Han stiller de sidste spørgsmål og inden han går ud, når han frem til samme konklusion som vagtlægen. En blodprop i benet, men der skal bare lige en pille til og så kan jeg tage hjem. Jeg HADER sygehuse – jeg prøver for alt i verden at undgå dem og det her var første gang, hvor jeg lagde i en seng på sygehuset med armbånd på oven i købet. Jeg var derfor ovenud lykkelig og ikke mindst lettet, da jeg fik beskeden om, at jeg kunne tage hjem igen.

Lykken var dog kort – 15 minutter efter lægen var gået ud, kommer han ind igen. Han har snakket med hans bagvagt og de vil gerne indlægge mig på akutmodtagelsens sengeafsnit. Jeg bliver lynhurtig ked af det og kan slet ikke overskue situationen. Jeg vil ikke være indlagt, jeg vil ikke efterlades, jeg vil ikke ligge alene og jeg er bange! Lægen og sygeplejersken forsikrer mig om, at der ikke kommer til at ske mere i løbet af natten. Jeg skal bare lige have taget en blodprøve i pulsåren og lidt andre småting og så vil jeg blive kørt over på sengeafsnittet, hvor jeg kunne sove inden yderligere undersøgelser. Jeg er på ingen måde tryg ved situationen, men tror på hvad de siger og acceptere situationen. Jeg bliver kørt over på sengeafsnittet klokken 00.30 og kort tid efter kører min far hjem. Jeg havde fået en makker, som snorkede som ind i helvede og dét blandet med mine egne tanker, gjorde det fuldstændig umuligt for mig at sove. Jeg lavede ikke andet end at vende og dreje mig, lige indtil klokken blev 01.30. Der kommer en sygeplejerske ind og fortæller mig, at der er kommet svar på mine prøver og ud fra de resultater, skal jeg scannes med det samme. Jeg bliver kørt ned til scanneren, hvor jeg bliver modtaget af de sødeste mennesker, som tydeligt fornemmer min usikkerhed. Jeg er pisse bange! Bange for at skulle scannes, bange for nåle (og selvfølgelig skal jeg have sprøjtet kontrast ind), bange for at være på sygehuset, bange for at være alene, bare godt og grundigt BANGE! Scanningen tager ikke så lang tid og jeg spørger hvornår jeg kan forvente at få svar – de fortæller, at jeg ikke skal regne med at få svar i nat, men først dagen efter. Jeg bliver kørt tilbage på stuen, klokken er nu 2.30 og jeg forsøger endnu engang at sove. Det lykkedes mig næsten at falde i søvn, men jeg vågner brat, da sygeplejersken kommer ind og lyser mig ned i hovedet med hendes lille lommelygte.

”Du har blodpropper i begge lunger, og…” mere når hun ikke at sige, før det vælter ind med læger og forskellige apparater. Jeg får lynhurtigt scannet mine lunger og mit hjerte – jeg forsøger at følge med i hvad der bliver sagt, men eftersom der snakkes lægesprog, fatter jeg aldrig en bjælde af det. Lægen kan se på mig, at jeg forsøger at følge med og siger dernæst, at han nok skal give mig en forklaring bagefter. Jeg ved ikke hvor lang tid undersøgelsen varer, men på en eller anden måde føles den både lang, men alligevel også hurtig. Efter noget tid, er de færdige med at scanne mig og jeg får endelig beskeden. Jeg kan stadig huske ordene, som var det i går. ”Du har blodpropper i begge lunger. De sidder centralt og det er faktisk det værste sted de kan sidde, da du bl.a. kan risikere at få hjertestop og i værste fald dø. Du har desuden også noget med dit hjerte, men det skal du ikke tænke på før om nogen år. Du skal over på hjerteafdelingen og det skal du med det samme, da vi helst ikke vil have du dør!” Behøver jeg sige, at jeg mildest talt var i chok? Jeg blev kørt på hjerteafdelingen, da klokken var 5 og da der ikke var plads til mig på nogle stuer, blev jeg placeret inde på et lille kontor. Det var den længste nat i mit liv. Jeg havde den vildeste lyst og ikke mindst trang til at græde, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få en eneste tårer klemt ud, jeg lå bare og gloede ud i luften, prøvede at fordøje de sidste mange timer og de mange beskeder jeg havde fået. Næsten morgen bliver jeg mødt af en sygeplejerske, som jeg kender og dér brister boblen. Jeg får endelig klemt nogle tårer ud og det føles som en hel lettelse!

Næste morgen kommer en ny læge ind og snakker med mig om det hele. Det første jeg spørger lægen om, er hvor lang tid der skal gå, før jeg må træne igen? Han kigger på mig, som om jeg er fuldstændig åndssvag. Jeg kan se, at han tvivler på om jeg skal have det at vide, men jeg fortæller ham, at det betyder meget for mig. Han beder mig om at holde mig i absolut ro de næste 3-4 uger, hvilket jeg acceptere. Jeg ender med at være indlagt på sygehuset i en lille uge, inden jeg får lov til at komme hjem på orlov. Jeg brugte absurd mange kræfter på at tænke – Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg have undgået det? Hvor lang tid kunne jeg have gået yderligere inden jeg ville dø af det? Hvorfor mig? Hvad ville der være sket, hvis jeg ikke have opdaget det eller hvis jeg havde sagt nej til at være forpustet? Tankerne kørte rundt konstant. Jeg var et stort nervevrag, der kunne bryde grædende sammen hvornår pokker det skulle være. Ugerne gik og vi nærmede os grænsen for hvornår jeg måtte begynde at træne igen. Jeg kunne mærke angsten komme snigende jo tættere på vi kom, men heldigvis havde jeg Morten.

Små 4 uger efter blodpropperne i benet og begge lunger, begyndte jeg at træne igen. Træningen foregik hjemme, siddende på en stol, mens jeg lavede øvelser med elastik. Det var meget begrænset hvad jeg var i stand til, da mine lunger krampede helt sammen og jeg kom til at hoste ved det mindste. Det var et helvede og jeg havde flere gange lyst til at give op, men fandme nej! Med Mortens støtte og min egen stædighed lykkedes det mig at fortsætte og sådan trænede jeg de næste to måneder, inden jeg I december kunne vende tilbage til centeret. Det er utroligt hvordan man kan savne noget så meget, som man tidligere har hadet som ind i helvede! Det var den fedeste følelse at sætte sine ben i centeret igen og samtidig en lille sejr – nu ventede endnu en lang og sej kamp, men jeg var kommet et skridt tættere på mit mål. Jeg endte i øvrigt med at have støvlen på i 10 uger frem for 6 uger, da bruddet ikke ville hele.

Nu sidder jeg så her et år efter min vægttabsrejse startede. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at alt dette ville ske for mig og slet ikke på et enkelt år. Jeg bliver ofte spurgt om, om det var det hele værd og om jeg ikke har haft lyst til at give op? Selvfølgelig har jeg haft lyst til at kaste håndklædet i ringen og give op, men hvem gavner det? Bestemt ikke mig! Der har været tidspunkter, hvor jeg har følt, at hele verden var imod mig og jeg var bare et sølle offer for den store onde verden udenfor. Jeg har flere gange måtte hive mig selv godt og grundig i nakken og minde mig selv om, at selvom jeg har det svært, er der altså nogen, der har det værre end mig. Jeg er beriget med så mange gode og positive ting, som er værd at fokusere på frem for alt det jeg ikke kan eller ikke har. Hver dag er en kamp, men jeg har ikke været alt det her igennem, for derefter at give op. Mit liv bliver hverken bedre eller nemmere af, at jeg kaster håndklædet i ringen og giver op, tværtimod. Jeg har trods min modgang det sidste år, tabt 22,6 kg, jeg er blevet 112 cm mindre og min fedtprocent er faldet med 17,7 %. Jeg er langt fra færdig med mit vægttab og jeg er heller ikke i nærheden af at være færdig med at bearbejde den rejse, som det sidste år har været – på godt og ondt.

Tak, fordi du ville læse med ♥