Kjoleguide part #2

Følger Fredag #6 – Sofie Amalie – Livet på et psykiatrisk bosted reddede mig

Byd velkommen til kapitel #6 i Følger Fredag, en inspirerende meget ærlig og kærlig fortælling om livet i medgang og modgang, vil du også dele din historie og inspirere en masse mennesker så læs her hvordan du gør, og tag rigtig godt imod de seje seje følgere ♥ Det har krævet mod! #GribLivet

Screen Shot 2016-05-20 at 17.24.44

Hej. Jeg hedder Sofie Amalie og er 17 år gammel. Jeg lider af flere psykiske sygdomme, der har gjort at jeg i dag lever et helt andet liv, end jeg havde forestillet mig.

Jeg har været meget indlagt på ungdomspsykiatriske afdelinger gennem det seneste halvandetårs tid primært grundet selvmordstanker og –planer. Den 21/12-2015 blev jeg udskrevet til et bosted/opholdssted for unge med psykiske problemer af den ene eller den anden art.

 Min sidste indlæggelse startede d. 5/7-2015, da jeg blev indlagt med tvang, efter politiet havde hevet mig ned fra en bro over nogle jernbaneskinner. Jeg var bare 6 dage forinden blevet udskrevet fra en lukket afdeling, hvor de ikke mente, de kunne hjælpe mig, fordi jeg ikke ville samarbejde. Jeg var/er bare meget, meget syg og kunne ikke tage i mod hjælpen, selvom den var lige for næsen af mig.

Eftersom det blev ved med at gå galt, hver gang jeg blev udskrevet til hjemmet, begyndte mine behandlere at tænke nye tanker. De sagde direkte til mig: ,,Hvis du ikke siger ja til bosted, så skal du forblive indlagt meget længe endnu’’. Det eneste der gik gennem mit hoved var, at jeg kunne komme ud og begå selvmord meget hurtigere, så jeg takkede ja.

 Månederne gik, og de fandt endelig et passende bosted til mig. Jeg var ude og se det, og endte med at sige ja. Jeg kom frem til, at det nok var det bedste bud på et bosted til mig.

Jeg fik lov og komme på besøg nogle gange, inden jeg for alvor skulle flytte ind. Det var meget svært for mig at acceptere, at jeg ikke længere skulle bo hos mine forældre. Og nu over fire måneder senere, har jeg stadig ikke accepteret det helt. Dog er det langt federe end at være låst inde på en psykiatrisk afdeling.

 Det er meget anderledes at bo på sådan et sted som her. Mange har den opfattelse, at det er lidt ligesom en efterskole. Det er det også, men så alligevel ikke. Der er personale døgnets 24 timer.

Da jeg flyttede ind, var der vågen nattevagt den første måned. Altså en vågen personale, der sad uden for min dør hele natten. Nu går de fra mig kl. 23 og går over og sover.

Jeg har altid en personale ved siden af mig, fra jeg bliver vækket om morgenen, til jeg sover om aftenen. Det er både på godt og ondt. Lige nu kan jeg ikke håndtere at være alene uden at gøre noget ondt ved mig selv. Enten i form af at skære mig dybt, slå hovedet meget hårdt ind i væggen eller stikke af for at begå selvmord. Deres løsning er at være sammen med mig hele tiden.

Jeg bliver meget angst, hvis jeg lige pludselig er alene, men nogen gange ville jeg ønske, at de ville gå deres vej, så jeg kan få lov at selvskade i fred. Dog er jeg meget taknemmelig for, at de passer godt på mig. Jeg kan blive bragende psykotisk som lyn fra en skyfri himmel. Jeg hører stemmer, ser ting der ikke er der, har tankemylder, ryster, skriger, græder, prøver at selvskade, prøver at stikke af. Alt sammen uden at kunne huske det bagefter. Jeg er med andre ord helt ude af kontrol. Jeg kan ikke høre, hvad de siger til mig. Jeg svarer ikke. Det er meget voldsomt.

Der er derfor også blevet lavet en del magtanvendelser, men de er blevet færre og færre, fordi de gradvist finder ud af, hvordan de skal håndtere det, og hvordan de ser på mig, at jeg får det skidt. Det fungerer ret godt, hvis de holder om mig i stedet for at holde fast i mig. Der er stor forskel.

 

Det jeg vil sige med det hele, er at jeg kæmper en forfærdelig hård kamp, men jeg giver ikke op!

Havde det ikke været for politiet, tilfældige forbipasserende, psykiatrien, mit bosted og ikke mindst min dejlige familie, havde jeg ikke været her den dag i dag.

Nogle dage ser det hele meget sort ud, og jeg mister håbet og troen på mig selv. Men så er jeg så heldig, at mine kontaktpersoner og resten af personalet stadig holder fast i troen og håbet for mig.

De ser mig, som jeg er. Ikke som min sygdomme. OG DE GIVER IKKE OP! De ser alle kvaliteterne og kompetencerne. Selvfølgelig ser de også det svære, og det jeg skal have hjælp til, men det er en god balance.

 

Mit budskab er, at det hele nok skal gå. Tro mig, det bliver bedre, men ikke uden kamp. Kæmp alt hvad I har lært og tag i mod hjælpen. Der er et liv efter psykisk sygdom. Man skal bare tro på det.

 

Knus og kærlighed,

Sofie Amalie

 

P.S. Jeg kunne skrive side op og side ned omkring det at bo på bosted, men det er altså lidt kedeligt at høre om, da dagene stort set er ens, da det er godt med struktur og faste rammer.


Tak for din utrolig ærlige historie Sofie Amalie, tak for dig og ikke mindst din ærlighed, giv aldrig op ♥ 

Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat

2 COMMENTS

  • Michelle Olsen

    Kære sødeste Sofie Amalie,

    Hvor er jeg stolt af at du kommet dertil hvor du nu er. Bliv ved med at kæmp! Du fandme sej!

    Mange hilsner og tanker fra tidligere sosu.aa elev(b104)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej :) Det er skønt at se, at andre end jeg også med jeres blogs bryder tabuer om bl.a. psykisk sygdom.

    Jeg er ik’ så langt med min blog endnu, men tror meget på et åbent hjerte – og som lige her, finder jeg jo også andre, som jeg kan spejle mig i, så 1000 tak for det :)

    Alt godt, Søren

    Siden  ·  Svar på kommentar

ADD A COMMENT

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Kjoleguide part #2