Aldrig havde jeg troet det! Jeg vil være mor.!!!!

Hej venner. I noget tid har jeg overvejet at lave dette blogindlæg men været i tvivl om hvordan jeg egentlig ville formulere det, jeg griner allerede lidt over at min veninde og frisør Helen Lucca helt sikkert får sin kaffe galt i halsen nu, hun har ventet længe på at denne følelse hos mig ville komme som jeg nu vil fortælle jer om. :-)

Jeg har altid hele mit liv kæmpet for overlevelse. Som barn led jeg konstant af angst og massiv ocd fordi jeg i 12 år ikke lavede andet end at frygte for at miste min mor selvom hun slet ikke var syg dengang. Da jeg kom i bedring som 12 årig fik min mor konstateret kræft! Mit værste værste mareridt og det jeg siden jeg blev født havde frygtet. 

Min mor var mit livs kærlighed, mit lys, min klippe og jeg må være ærlig overfor jer og sige at det fylder meget hos mig det her med at alle de år jeg havde hende var jeg så syg så syg at jeg har så dårlig samvittighed. Jeg ville ønske for alt i verden at jeg havde været det barn som hun bare kunne grine med, og som var raskt. For selvom man elsker sit barn lige meget hvad, så fyldte min sygdom ihvertfald 90% og det er også den jeg husker mest når jeg tænker tilbage. Det gør mig så ondt, og jeg har længe følt at ingen fortjener sådan et barn som mig :-( Jeg ved det lyder hårdt mod mig selv især når jeg ikke gjorde det med vilje. Spyttede i mit tøj, skulle sige lyde, røre ved alt jeg gik forbi, og klistrede fast til min mor og skulle altid vide hvor hun var. Ringede mange mange gange dagligt til hendes arbejde for at tjekke hun var i live. Det var… Forfærdeligt… 

Siden jeg mistede min elskede mor i 2002 handlede livet om overlevelse for mig. Jeg var på ingen måde klar til at blive voksen, tværtimod så var jeg ret bagud altså ikke på intelligens fronten men på omsorgs fronten blev jeg ikke den der langsomt tog afstand til de voksne for jeg var jo rigtig syg. 

Her stod jeg som 15 årig helt alene og røg herefter på krisehjem, fra den ene vanvittige kæreste til den anden og folk kunne styre mig lige som de ville i de forhold fordi jeg var konstant bange for at blive forladt. Jeg kunne klare alt, bare ikke at miste. 

Siden da har jeg kæmpet for at rejse mig, komme på mine ben og finde ud af hvem jeg var og hele mit liv siden jeg mistede min mor har handlet om at jeg så gerne vil høre til. Når folk har sagt jeg en dag får min egen familie har jeg automatisk tænkt ‘JA men jeg vil have nogen nu som holder om mig hver dag, som fortæller mig det hele nok skal gå og som er voksne og aldrig forlader mig uanset hvilke dumme ting jeg gør’ og uanset hvor meget jeg har prøvet er der bare i årenes løb ingen familie som adopterede mig. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke stadig drømmer om det. Jeg ved det på ingen måde er rosenrødt i familier men jeg tager hellere end gerne det med også, bare det der med at høre til, har jeg virkelig manglet. Og også følt mig meget forkert fordi ingen ville ‘have mig’ og systemet sagde jeg var alt for gammel til at nogen ville tage mig ind. Nå men…

Pointen er at mit fokus altid har været på at finde nogen der kunne passe på mig, og ikke som jeg skulle passe på. Mange af mine veninder og folk på min alder generelt har allerede børn fordi det har været en naturlig del af deres flow. Det har det slet ikke for mig. Jeg har mange år jeg skal indhente som jeg har brugt på at skære i mig selv, være afhængig af andre, stofmisbrug, alkoholmisbrug og bare være helt ude hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg skulle virkelig først lære at passe på mig!

Den der følelse og glæde omkring børn samt lysten til at blive mor har jeg aldrig og jeg mener aldrig mærket! Det har skræmt mig fordi hvis lige netop jeg ikke skal lave min egen familie og give ud af den massive kærlighed, omsorg og loyalitet som jeg besidder hvem dælen skal så?

Jeg har hele tiden vidst at uanset hvad skal jeg først være mor når jeg er det sted med mig selv hvor jeg føler jeg skal være. Selvom jeg er 29 i næste mdr var jeg ikke travlt. For en ting er vigtig, jeg skal bestemt ikke bringe børn til verden ‘for at få det bedre’ det skal være en kæmpe bonus, et livsbekræftende øjeblik hvor en lille babys liv kommer til.

Og det skal det af de helt rigtige årsager. Det samme som med manden i vores liv. Det er ikke en du skal være halv uden indtil du finder ham og bliver ‘hel‘. For der er jo nogen som ikke finder den rigtige for dem, men det gør dem jo ikke mindre rigtige eller mere forkerte. 

Vi alle drømmer om det, at finde ham som kan være vores klippe, som kan give os stabilitet og bekræftelse, kærlighed og anerkendelse. Og som kan elske os selv når vi er uperfekte.

Sammen skal i udgøre en enhed, et makkerpar, et fantastisk venskab og samhørighed men hvis du føler du trækker vejret gennem ham og gør dig så afhængig af ham at du bliver halv igen hvis han en dag skulle forlade dig, så er det ikke det rigtige udgangspunkt, og det har jeg virkelig lært gennem tiden. Heldigvis er jeg den dag idag blevet meget klogere, har lært så meget af mine fejl og tidligere mønstre! 

At arbejde på at acceptere den jeg er, så en anden kan elske mig og være min gigantiske bonus her i livet! Og ikke bare tage fordi ‘hov der var lige en der der synes jeg var sød så jeg ikke behøvede at være alene’

Det sidste halve år er der begyndt at ske ting med mig. Mange ting. Som sagt lærer jeg jo hele tiden mig selv bedre og bedre at kende og jeg er begyndt at mærke lysten og trangen til en dag at skabe et liv, at mærke den ubeskrivelige uendelige kærlighed til et lille vidunder – Jeg ved jeg vil være en fantastisk mor, for en ting er sikkert! Jeg vil altid stå ved dem jeg elskers side, jeg ved om nogen hvor vigtigt det er. Jeg holder altid mit ord og svigter ikke. Og jeg elsker traditioner og at gøre en masse ud af at hygge om andre. Det med at have sin egen lille familie, det vil jeg gerne. Og jeg har så meget ubetinget kærlighed at give af, jeg vil glæde mig til en dag, en skønne dag at kunne sidde med en baby i favnen og kigge ind i de dybe øjne jeg altid fascineres så meget af og vide at jeg altid vil gøre alt for at det lille væsen har det godt, aldrig er alene, aldrig føler sig svigtet og altid føler sig rigtig. 

Jeg vil elske at køre barnevognen en tur ud til min mors gravsted og sige 

‘Se mor, du er blevet mormor og jeg har fået det bedste ud af mit liv. For jeg gav ikke op’