FØLGER FREDAG » JEG KUNNE IKKE FINDE MIN PLADS I LIVET!

Hej skønne Sofia, her er min historie :) Hvis jeg bare kan hjælpe én anden, vil det være det hele værd at dele den. Jeg skriver dagbog, så jeg har taget noget udfra der og så skrevet den lidt om, så folk bedre kan få indsigt i mine tanker.

“Jeg har normalt så mange ord på sinde, så mange følelser og så mange tanker. Jeg synes altid at have de rette svar til min veninde, som græder ud ved min skulder, fordi hun lige har fået sit hjerte knust, og så mange gode råd til alle andre, som synes, at livet er hårdt. Men, overfor mig selv er jeg fuldstændig blank, og jeg har stadig svært ved at håndtere den smerte, som rammer så ofte. Jeg husker, at min mor altid har sagt til mig, at jeg skulle skrive det hele ned, så måske jeg en dag kan hjælpe andre. Men, hvad med egentlig at hjælpe mig selv? Og hvor skal jeg egentlig starte? Min indre konflikt går så langt tilbage – længere end jeg overhovedet kan huske.

Der er dog én ting, som står klokkeklart i min erindring, og det var første gang jeg følte mig mindre værd i forhold til mine medmennesker. Det var første gang, at jeg for alvor følte mig så lille og så stille og så forkert. Det var dengang at han, ja ham drengen, som jeg i fjerde klasse havde et evigt crush på, knuste mit hjerte fuldstændig og så endda foran hele skolen. Hvordan kunne sådan én som mig overhovedet tro, at jeg kunne få sådan én som ham? Ja godt spørgsmål egentlig. Måske det er derfor jeg på 21. år stadig har formået at forblive single (ja altså, hvis man ikke lige tæller de 3 måneder med, hvor jeg rent faktisk var i et såkaldt forhold med en, som desværre ikke rigtigt kunne finde ud af det der med, kun at have én pige ad gangen), nå ja ja, jeg var nu nok heller ikke lige nem at være sammen med, når nu hele sandheden skal på bordet.

Så ja, her er jeg. Alle mine 1.78. cm, mine 80+ kg, mine strækmærker, appelsinhud, mine skæve ben og mine bryster, som absolut ikke ligner to store vandmeloner, ja de er her atter stadig, og jeg fortsætter kampen med mig selv, og mod samfundet om det ”perfekte” ideal. For perfekt det er jeg i hvert fald ikke, og det bliver jeg heller aldrig, men, er der i virkeligheden nogen som er det? Jeg håber, ved at skrive mine tanker ned, at jeg kan hjælpe mig selv ved at forstå mig selv og lære at acceptere alle de ting, som jeg synes er fejl. Og hvis det nogensinde ender med at komme ud til nogen andre, så håber jeg også, at det kan hjælpe dig.

Jeg har altid følt mig forkert. Både udseendemæssigt fordi at jeg er kraftigt bygget, men, også ligeså meget indeni, har jeg aldrig følt mig som andre. Jeg begyndte at bemærke i teenagealderen en forandring i min personlighed på den måde, at jeg havde et enormt behov for kontrol, og hvis jeg ikke havde den kontrol, så gik jeg fuldstændig ned. Det hænger måske sammen med, at jeg i mange år blev mobbet og truet med tæv.
Jeg startede ved en psykolog, da jeg var 16, og har gået der on/off lige siden, og har i perioder haft det rigtigt svært uden helt at vide hvorfor. Der var bare noget, der ikke føltes rigtigt, jeg følte mig ikke til stede her i nuet, og jeg følte mig ikke connected til andre mennesker. Jeg har ligesiden haft svært ved at finde min plads her i livet, og efter gymnasiet har jeg på en måde stået stille. Og nu skal jeg til at vælge uddannelse igen, og det er rigtigt svært, eftersom mit snit kun lige nåede at runde 5,4, så hvem fanden vil egentlig have én som mig? Hvornår begynder vi at kigge på det, som egentlig betyder noget? Det som ligger indeni?

Jeg har så mange drømme. Rejse! Jeg ELSKER at rejse! Men, jeg har de seneste år haft svært ved det, og følt mig rigtig utryg, uden at vide præcis hvorfor. Jeg startede på universitetet i sommers, men måtte efter meget kort tid droppe det, og det var der, efter jeg fik tid på psykiatrisk sygehus, at vi fandt ud af, at jeg lider af socialangst. Og hvor var det en lettelse! Endelig at få sat ord på det og få bekræftet, at det ikke bare er mig, der er “dum”, men, at jeg rent faktisk fejler noget, som der findes en behandling for.
Så nu går det fremad, og jeg kan ENDELIG efter mange år se lys for enden af tunnelen. Nogle gange ønsker jeg, at jeg kunne tage mit lille 10-årige selv op og kramme det så meget og give det så meget kærlighed, så det aldrig nogensinde skulle være i tvivl om, hvor meget det egentlig er værd. Jeg vil fortælle det, at der er så meget liv derude, som er værd at leve, så mange drømme, der er værd at udleve på trods af angsten. Jeg vil fortælle det, altid at tro på sig selv, ligemeget hvad alle andre siger – hvad end det er en dum klassekammerat, som tror, at han er pisse sej, en fucking ekskæreste, som tror, at han er meget bedre(men inderst inde bare er pisse usikker), eller en idiot til et familiemedlem, som i sidste ende bare er pisse misundelig.

DU er livet værd. Det er vi alle, og vi har alle noget at byde på. Vi kan ikke alle være den lækreste eller klogeste pige eller dreng i klassen, men hey, så er der så meget andet, og jeg leder stadig hver evig eneste dag efter min vej i livet, og for hvert skridt jeg går, kan jeg mærke, at jeg kommer tættere på….”

Knus fra Line

---

Tusind tak for dig og fordi du ville dele din meget ærlige historie med os Line ♡
Man kommer langt med at sætte ord på tingene, stå ved den man, eller den man var uden at dømme, men at se det lærerige i ens historie. Alle ærlige og inspirerende historier på både godt og ondt er hjerteligt velkommen i Følger Fredag, der er ingen grænser, vi elsker inspiration. Send mig meget gerne din historie på mail her.

Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat