Fra stofmisbruger til madmisbruger..

Når man vejer 120 kg og har det sindssygt skidt med sig selv, når ens liv ikke føles værd at leve.

Man føler sig fed, grim og ulækker så at sige.
Det har ingenting at gøre med om man rent faktisk er det, husk det! For der er SÅ mange fyldige kvinder som jeg finder SÅ smukke.
Men min selvtillid og mit selvværd var helt i kulkælderen.
Jeg kunne græde bare jeg kiggede mig i spejlet, lod alle behandle mig som et nul, og dagligt undskyldte jeg for noget jeg ikke engang skulle undskylde for men blot fordi jeg prøvede at sige fra!
Fyrene behandlede mig helt klart som noget de havde skidt ud ja undskyld mig, og samtidigt kunne jeg ikke det med at sætte grænser, for jeg kunne jo ikke engang lide mig selv?
Hvordan skulle andre så kunne!?
Pakkede mig ind derhjemme og ventede bare på der skulle ske et mirakel mens jeg spiste mig selv halvt ihjel.
Et ædeflip kunne meget nemt se sådan her ud for bare 1 år siden.
2 bøtter ben&jerry
1 mazarintærte
1 pakke chokoladekiks
8 donuts fra 7-11 hvor jeg samtidigt lige havde bildt dem ind jeg skulle holde fødselsdag for mine nevøer og derfor skulle bruge så mange.
Videre til næste 7-11 og købe brownies mens jeg allerede havde ædt 6 donuts på vejen derover.
Rendte rundt med en kæmpe taske som jeg kunne “smugle” mine forbudte varer ned i.
Græd indvendigt og råbte ad mig selv hele vejen hjem, og når jeg kom hjem bestilte jeg også en familiepizza med en stor bakke pommes frites og 2 salatmayonnaise.
Der er SÅ mange som ikke forstår hvordan man kan spise så meget.
Det handler ikke om at man ikke bliver mæt og at man har PLADS til det!
For der er fandme ikke mere plads i den stakkels krop når man har fyldt den så meget, det er selvskade på et kæmpe plan.
At drikke sig sønder sammen, eller sprøjte sig i armen, eller sågar at ryge cigaretter.
Det hele hænger sammen og det er et misbrug!
Et forfærdeligt misbrug!

Du skal tackle det hver eneste dag når du skal tage et valg om hvad du skal spise, det er alle steder!

Om det er på de sociale medier hvor alle tagger sig ind og spiser lækre ting, om det er ved kassen i fakta når du kigger på broccolien i din kurv som ikke ligefrem vil dulme dine følelser og forpinthed, det er ALLE vegne.!
Jeg har lært så meget om mig selv de sidste par år, grunden til jeg kunne have alt det i mig og til tider stadig kan, for jeg har aldrig sagt at det er let, og jeg kæmper stadig nogle gange, men grunden var at jeg efter at have mistet min mor som 15’årig har lidt af SÅ mange svigt!
Jeg har ikke haft nogen voksenperson til at passe på mig, jeg har levet et liv efterfølgende på krisehjem og herefter byen torsdag, fredag, lørdag med masser af alkolhol og stoffer som gjorde at jeg glemte min pine i livet. Kunne ihvertfald ikke mærke den mens det stod på.
I hverdagene masser masser af mad og det hele handlede om at jeg ville fyldes ud!
Jeg ville fyldes med det jeg manglede. Nemlig kærlighed, omsorg og tryghed og det blev maden for mig.
Jeg vidste det samtidig var min fjende, men i minutterne hvor jeg stod med valget om jeg skulle tage “stoffet”(maden) eller ej, kunne jeg mærke omsorgen, trygheden og kærligheden lige ved mig, kun to sek væk, jeg skulle bare sige ja til det. Og jeg ville SÅ gerne have det! Den lille forsømte pige i mig skreg grædende efter det!
Det føltes som at stå med en sprøjte halvt inde i armen og skal man gå med eller blive tilbage.
At blive tilbage kunne medføre angst, tomhed og ensomhed.
Jeg ville så gerne have en familie der passede på mig, nogen jeg altid kunne komme hjem til og blive fyldt med kærlighed og føle at jeg ER god nok ligesom jeg er.
Men folk har det med at lukke øjnene og tænke at andre tager sig af det.!
Og selvom det ingenting hjælper at tænke på hvad man ikke har men ville ønske man havde er det noget jeg stadig tænker meget på den dag idag.
Jeg blev tvunget til at blive voksen alt for hurtigt.
Betalte ikke mine regninger men brugte pengene på mad og stoffer, kørte bil fuldstændig smadret, påvirket og jeg løj og bedrog mine opgivelser for at “skaffe penge til mad”!
Det eneste jeg kunne tænke på når det blev weekend var at nu skulle jeg glemme mine problemer med stoffer og alkohol, og folk vidste hvem jeg var når jeg væltede rundt på diskotekerne, og vågnede op mærkelige steder efterfølgende, men ingen vidste hvad jeg gik igennem, bare at jeg opførte mig langt ude! Og folk er altid gode til at dømme, desværre.!
Ville ikke se nogen mennesker i hverdagene, bare være hjemme og græde og spise.
At få mit trygheds og kærligheds fix mens jeg sad dagligt og ønskede min kære mor ville komme og holde om mig.
Dagen idag er jeg ikke helt ude af min spiseforstyrrelse, jeg kæmper stadig til tider men det er ikke som dengang. Jeg er nået langt men falder stadig i, det er jo et KÆMPE misbrug at komme ud af og det tager tid!
Jeg fokuserer hele tiden på hvad jeg gerne vil, og mange bliver utrolig imponeret over de ting jeg ved om mig selv, men i skal huske på jeg har brugt så mange år alene, jeg har vendt alle ting i mit hovede og jeg lærer stadig nye ting hver dag.
Hver gang jeg mødte en voksen kvinde fortalte jeg hende hele min livshistorie fra start til slut så hun sad med åben mund og polypper, og det hele gjorde jeg kun fordi jeg håbede hun ville tage mig med hjem og passe på mig og byde mig velkommen i hendes familie.
Jeg higede efter at nogen ville passe på mig, jeg kunne jo ikke selv, jeg kunne ikke bære smerten så mere og mere og mere mad, alkohol og stoffer blev svaret.
Fra amfetamin, kokain til ecstasy og masser af antidepressivt medicin. Skulle jeg bestille drinks blev det 4 af gangen fordi jeg igen var bange for der ikke var nok. For tænk nu hvis jeg ikke blev påvirket nok til at svømme væk fra mine problemer. :(
Jamen kære Sofia altså, jeg giver mig selv en masse kærlighed mens jeg skriver dette, græder lidt og husker mig selv på at jeg er værd at elske, at ingen tog sig til mig og at ingen ville ‘have’ mig betyder ikke at jeg ikke er god nok.
Men jeg ønsker stadig hver dag at min mor kommer tilbage, den kvinde var mit forbillede, hun var der for mig i alle tider. Min Engel.
Og nu… Har jeg ikke engang noget sted at holde jul. Hvis ikke det var for mine veninder. Har heldigvis fået mig en tæt gruppe af veninder som byder mig velkommen og hvor jeg kan komme ofte, men tanker som om man er til besvær, eller ‘nu har jeg en dårlig dag det må også være irriterende’ det bare ikke det samme som en familie, og alt alt for mange tager deres familier for givet, det er sørgeligt virkelig. Jeg sad lige og så at solen skinnede og tog mig selv i at tænke at sommer ofte er lig med familiehygge, grill, rejser osv. Men jeg er ikke i den offerrolle jeg tidligere har været, for jeg ved at uanset hvor meget energi jeg bruger på at tænke over alt dette så gør det ingen forskel. Tingene er gået som de er, og det kan ikke laves om.
Men jeg har lært en masse af det!
Jeg har masser af traumer, og jeg går også til psykolog behandling, alt andet ville være underligt. Det er efter min mening en kæmpe styrke at finde ud af hvad man har brug for, at snakke om det og række ud. Vi bygger hele tiden nye veje, så prøver du en ting og den ikke virkede, så byg en ny og prøv den vej, indtil der er noget der virker for DIG!
Men med alle de ting der går mig på, som fylder i min krop de gør dagligt at jeg kan mærke at jeg jo gerne vil spise mig ‘ud af det’.
Har så mange mennesker jeg er indebrændt på, som jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet. Så mange ar på sjælen, smerte i hjertet. Svigt!
Jeg forstår slet ikke at jeg for 2-3 år siden ikke troede jeg ville være i live idag, kæmpe misbrug, skar sågar i mig selv og ja maden udvidede min krop og mavesæk så hurtigt at det føltes som tusind knive der stak mig, det er fandme UHYGGELIGT!

Og nu sidder jeg her og laver en Update til alle mine følgere som er taknemmelig for det jeg gør.
Jeg siger ting som andre ikke tør sige højt, og ved i hvad – jeg har været så meget igennem at jeg ikke har noget at miste.
Hvem skal dømme mig?
Så skal jeg fandme nok åbne op for hele posen.
Og jeg har aldrig været interesseret i at lave et glansbillede af mit liv.
Meget ved i om mig, men lige så mange ting ved i ikke, alt kommer til hver sin tid.
Jeg virker altid positiv , det ved jeg, men tænk på når man i mange år bare har rakt ud efter så mange mennesker og fået en spand lort tilbage så bygger man en forsvarsmekanisme op, jeg kan virke mega glad selvom jeg græder indeni. Det er så sjældent jeg møder bare en som kan se ind bag mit smil.
Så husk på at jeg er et menneske med en vanvittig livshistorie, jeg har altid været syg, som lille med masser af angst og ocd fordi jeg var bange for at miste min mor selvom hun ikke engang var syg der, jeg var et ‘besværligt’ barn, meget anderledes barn og blev mobbet ud af folkeskolen.
Husk på at når jeg skriver glade quotes, og positive ord så hjælper de ligeså meget mig som de hjælper dig.
Jeg er så taknemmelig for jer alle, og den anerkendelse i giver mig er jo noget jeg har manglet i mange mange år.
Jeg har lært så meget, er nået så langt, har tabt mig over 50 kg! Og resten kommer når det kommer. Jeg har altid fokuseret meget på hvad vægten sagde, men for helvede, når man har en spiseforstyrrelse skal man virkelig også arbejde med det mentale, især når man har så mange traumer, for man vil jo konstant gerne spise, så hvorfor vil man spise og hvad kan man gøre i stedet. Fokuser på det og ikke kun på vægten for det hele kommer til den tid det skal komme og jeg har allerede vundet…
Til slut vil bare sige tak, tak fordi jeg må gøre en forskel hver dag i jeres liv, tak fordi jeg må smile til jer, fordi jeg må hjælpe jer, på den måde giver mit liv meget mere mening og pga jer har jeg fundet ud af at jeg resten af mit liv vil hjælpe folk i samme situation, folk som gerne vil tabe sig, og folk som gerne vil ud af et misbrug, folk som ikke føler de er gode nok, og folk som trænger til kærlighed.
Der er plads til alle i mit hjerte, og husk nu på at i er fantastiske ligesom i er.
Og ja Sofia, det gælder også dig! :)
Tak fordi du tog dig tid til at læse dette indlæg og rigtig god dag fra mig til dig.